Cirkulær økonomi må ikke drukne i ukritisk genbrug og flotte ord
Begrebet ”cirkulær økonomi” bliver ikke bare flittigt brugt i dag af både politikere, erhvervsliv, miljøforkæmpere og mange andre. Det bliver også brugt i flæng til at beskrive stort set alt, hvad der har med genbrug og genanvendelse at gøre, og det er både forkert og uheldigt.
Når vi taler cirkulær økonomi i byggeriet starter miljøbelastningen nemlig allerede i kalkbruddet, skoven eller hos Genbyg på Amager, afhængig at hvad man vælger at bygge med – og fortsætter til produktion, opførelse, drift, nedrivning, deponering eller genanvendelse.
Historisk blev cirkulær økonomi som begreb indført som en udløber af EU-Kommissionens initiativ om ressourceeffektivitet i slutningen af 00érne. Initiativet havde den gang det formål at identificere og cirkulere materialerne i en teknisk cyklus, hvor fx en mobiltelefonen skulle sendes tilbage i et kredsløb efter endt brug og metallerne tages ud, smeltes om og genanvendes.
På den måde kunne den europæiske industri være sikret en frisk strøm af materialer og ikke mindst sjældne jordarter, uden at lande som Kina fik fat i dem. Man kunne holde på virksomhederne og arbejdspladserne i Europa, det handlede altså om arbejdspladser og protektionisme.
Samtidig introducerede miljøentusiaster initiativet ”cradle-to-cradle”, som havde et rent miljøfokus, der også handlede om produkternes biologiske cyklus. Med baggrund i ressourcestrategien og vugge-til-grav princippet begyndte tankegangen om cirkulær økonomi langsomt at udvikle sig op igennem 10’erne både internationalt og herhjemme. Jo mere det fyldte i dagsordenen blev det en mere og mere accepteret sandhed, at cirkulær økonomi naturligvis var lig med et bedre miljø. At vi gennem genbrug og genanvendelse altid vil have et bedre miljøregnskab, end hvis produkterne bliver produceret af nye materialer.
Men det er en myte. Lovgivningen er ikke tydelig nok på området. Og i byggebranchen kulminerede det efter min opfattelse for nogle år siden, da en enkelt virksomhed, som ikke eksisterer mere, begyndte at drukne deponeringsegnet og farligt affald i nyt beton. Vi bragte CO2 ned og fik oven i købet tilladelse til det. Og vupti, havde vi løst et affaldsproblem og sparet nogle ressourcer. Bagsiden var blot, at vi samtidig havde skabt nye miljøproblemer for de kommende generationer!
Svært at skabe noget værdifuldt ud af gamle boliger
Jeg håber, at vi har lært af historien og ikke bare gentager den. I dag er størstedelen af de danske boliger bygget i årene fra 1950-80. Men desværre består byggeri opført i den periode af en myriade af dårligdomme, som gør det dybt problematisk af skabe noget værdifuldt nybyggeri ud af i dag, fordi de er fyldt med miljøfarlige stoffer og materialer som PCB, bly, asbest, cadmium osv. Derudover er datidens byggeri absolut ikke bygget med henblik på genbrug og genanvendelse, hvilket også er grunden til, at størstedelen af byggeaffaldet derfra bliver brugt som bærelag under fx veje. En fremgangsmåde, der i affaldsterminologi ikke er så fint som genanvendelse og genbrug i andre bygninger.
Hvis vi ikke skal begå samme fejl som tidligere generationer, har vi derfor brug for politikere, der forstår, hvad der kan genbruges, og hvad der ikke kan. Og som vil fremme udviklingen og byggeriet af huse, der kan skilles ad og genbruges og/eller har en utrolig lang levetid på op til flere hundrede år.
Arbejdet bør ske i tæt dialog med byggeriets parter, som har værktøjerne og erfaringerne. Vi behøver hverken et advisory board eller flerårige udredninger, der ender som en syltekrukke. I Dansk Byggeri er vi klar til regeringens næste initiativ for det bæredygtige byggeri og den cirkulære økonomi, som efter sigende skulle komme her til foråret.
