“Det havde været nemmere at bygge en McDonalds”
Post Pub har fået et ansigtsløft, og populære restauranter er flyttet ind. De gamle mursten er bevaret, men det har været nødvendigt at bringe ikonet ind i det nye årtusinde. Det mener ejendomsudvikler og investor Christian Birger-Christensen, der har en bred baggrund og er tidligere iværksætter – og ifølge ham, skal man gøre mere for at tiltrække iværksættere til byen
Den er både berømt, berygtet og nu også bevaret for fremtiden. Både indvendigt og udvendigt er Post Pub blevet istandsat og heldigvis for nostalgikerne, så ligner den sig selv. Når man træder ind ad døren i den skrå entre, ser man, at baren står det samme sted, hvor adskillige fadøl er blevet skænket dengang bygningen var brunere og mere røgfyldt, end den er i dag. Og kigger man op, inden man træder ind ad døren, vil man se, at det velkendte spir på den skrå karnap også er bevaret.
I det hele taget er der gjort meget for at bibeholde minderne og det charmerende udtryk som bygningen er kendt for.
”Det var vigtigt for mig at løfte bygningen, som den er. Det ville nok have være mere økonomisk forsvarligt at rive den ned og bygge nyt, men det ville også være enormt synd. Derfor ville jeg gerne lade murstenene stå, fordi det giver mening lige netop med Post Pub. Det er et sted folk i byen har et forhold til eller kender til – der er sågar folk, der aldrig har været i Lyngby, men har hørt om Post Pub. Det har ikke været nemt, men det behøver det jo heller ikke at være,” siger Christian Birger-Christensen, der købte bygningen sidste år sammen med sin partner Thylander Gruppen.
Ligesom renoveringen er sket med respekt for det, Post Pub var engang, så skal stedet også udvikles med respekt for fremtidens Lyngby. Christian Birger-Christensen udlejer i dag lokalerne til NoHo Partners som har etableret tre forskellige restaurationer; Cocks and Cows, Luca og Chicks by Chicks. Christian har kendt de nye lejere i årevis og vidste, at de stod for nytænkning.
”Det passer ind i mit billede af, hvad Lyngby skal være. Byen skal vokse i harmoni mellem nyt og gammelt. Nye koncepter skal bringe positivt liv til byen, men uden at ødelægge det gamle charmerende miljø som er en meget vigtig del af Lyngby. Det havde været nemt at lægge en McDonalds i Post Pub, men det ville også være rigtig synd,” siger Christian Birger-Christensen.
Flere iværksættere til byen
De ungdommelige koncepter må også gerne trække et nyt klientel til Lyngby. For ifølge Christian Birger-Christensen, vil flere iværksættere og kreative typer, bidrage til udviklingen af Lyngby og måske afføde innovative løsninger i den voksende handelsby. ”Lyngby kommer til at udvikle sig og vokse sig større uanset hvad. Derfor skal man gribe tyren ved hornene og styre udviklingen på en smart måde så der ikke udvikles på bagkant af tilvæksten. På den måde opnår man det bedste resultat”. Han er også enig i det kunne give mening aktivt at tiltrække flere iværksættere.
”Skal det lykkedes, skal vi gå målrettet efter at skabe et miljø, hvor iværksætterne gerne vil opholde sig. Det mangler vi virkelig i Lyngby,” siger Christian Birger- Christensen. Vidensbyen gør en stor indsats for at skabe en dagsorden for udvikling og innovation. Men ifølge Christian Birger- Christensen betyder det, at man mangler græsrods-iværksætteri, hvor et par unge mennesker sætter sig sammen, og investerer alt hvad de har i en given ide. Alt imens de lever af toastbrød og filterkaffe indtil deres hårde arbejde kaster den store gevinst af sig.
”Måske tror vi i Lyngby, at vi er gode til iværksætteri. Men jeg er ikke overbevist om, at miljøerne omkring os, er af den samme opfattelse. Hvis du går ud på gaden i København, Aarhus eller Odense, der er de andre store uddannelsesbyer, så ved de formentlig ikke, at der foregår ret meget uden for DTU i Lyngby. Hvis man vil iværksættere, så skal man kommunikere det ud. Det er ikke atomfysik, men det er en opgave, der skal løses” siger Christian Birger-Christensen, der samtidig understreger, at mange alt for ofte retter blikket mod rådhuset og forventer at kommunen skal gøre alting.
Lyngby er ikke længere den gamle forstad til København. Det er en ny og moderne hovedstad for Nordsjælland
Christian Birger-Christensen
”De har rigeligt at holde styr på dernede og der kan altså skabes masser af god forretning på iværksætteri, uden man behøver blande det offentlige ind i det – de kan være behjælpelige og supportere, men initiativerne kan sagtens komme fra det private erhvervsliv.”
Nordsjællands hovedstad
Den hastige udvikling skaber nye muligheder for store og små virksomheder, og Lyngby har en unik mulighed, der skal udnyttes.
”Lyngby er ikke længere den gamle forstad til København. Det er en ny og moderne hovedstad for Nordsjælland. Det kan du især se på det klientel, der er i byen. Dem, der flytter til byen, er oftest børnefamilier, hvor forældrene typisk er i deres bedste erhvervsalder,” siger Christian Birger-Christensen og fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at hvis de store erhvervsvirksomheder er indstillet på at samarbejde med skarpe iværksættere, så er Lyngby et attraktivt sted for små virksomheder, og det vil være muligt at holde fast i dem,” siger Christian Birger-Christensen.