Grøn forretning kan godt være god forretning
Frederiksdal Hotel vil være et af Danmarks mest bæredygtige hoteller. Derfor har hotellet omstillet store dele af den daglige drift i ambitionen om at nå målet som et CO2-positivt hotel i 2030
I det naturskønne område mellem Bagsværd Sø og Furesøen ligger Frederiksdal Hotel i en grøn oase af høje bøgetræer. For som det oftest er med hoteller, der skal lokke gæster til, så er det vigtigt, at beliggenheden er i top.
Desværre har hotelindustrien også en historik for at være blandt de største syndere, når det kommer til at slide på miljøet og de omgivelser, man lever så godt af. Men hos Frederiksdal Hotel vil man ikke se passivt til, og derfor har hotellet taget en række tiltag for at omstille sin drift og reducere alt fra CO2-udledning til vandforbrug og madspild.

Frederiksdal Hotel vil være et af Danmarks mest bæredygtige.
”Vores kongstanke er, at vi skal passe på den natur, vi er placeret i. Derfor er vi gået os selv i sømmene for at finde ud af, hvad de største syndere er, og hvor vi virkelig kan tage et livsgreb og ændre vores klimaaftryk positivt,” siger Claus Nielsen, der er direktør på Frederiksdal Hotel. Frederiksdal Hotel er en del af hotelkæden Sinatur, der har lagt en ti-årsplan for omstillingen. For som Claus Nielsen siger, ”så sker det ikke fra den ene dag til den anden, men der skal tages en masse skridt på vejen.
” Planen er, at Frederiksdal Hotel være klimapositivt i 2030. Det vil sige, at de ikke bare skal undlade at drive rovdrift på naturens ressourcer, men også bidrage positivt til det store klimaregnskab.
Har lagt arm med leverandører
I dag køber Frederiksdal Hotel næsten udelukkende ind hos danske landmænd. Gæsterne får friske råvarer og samtidig sparer hotellet på CO2-udledning fra transporten. Derfor skal man som gæst heller ikke forvente, at der bliver fløjet eksotiske frugter ind fra den anden side af jordkloden. Til gengæld betyder det, at færre tunge lastbiler skal sno sig gennem bøgeskoven ad Frederiksdalvej og ned til hotellet.
”Vi køber ind hos leverandører, der er placeret så tæt på vores hoteller som muligt – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi vil mindske den CO2-påvirkning, vi skaber gennem vores forbrug. Det kræver også, at vi tænker bestilling af varer mere ansvarligt. Så vi kan spare på transporten ved at bestille på de rigtige tidspunkter, og vi har allerede reduceret antallet af transporter til vores hoteller betragteligt,” siger Claus Nielsen og fortsætter:
”Da vi startede, skulle vi lægge arm med mange af vores leverandører. De skulle lige vænne sig til, at de kun skal køre herud én gang om ugen i stedet for to eller tre gange. I dag kan de godt se, at der er en fælles gevinst ved at tænke transport mere ansvarligt. Vi bestiller ikke færre vare, vi bestiller dem bare på samme tid.” Frederiksdal Hotel køber også udelukkende energi fra vedvarende kilder, og man arbejder på at reducere energiforbruget fra driften af hotellerne. Den del, hotellet ikke kan optimere sig ud af, vil man selv producere. På den lange bane er det ambitionen at producere mere, end man forbruger, så ambitionen om at være CO2-positiv kan blive en realitet.
Intet går til spilde
Man kan ikke forbruge uden at producere affald. Derfor er det en vigtigt at man sikrer, at mindst muligt bliver til overs, og at det, der gør, kan genbruges. Det kan være alt fra madaffald til emballage. Den disciplin hedder cirkulær økonomi, og for mange virksomheder er det både nøglen til en sundere økonomi og grønnere samvittighed.

Frederiksdal Hotel ligger placeret i smukke omgivelser ved Mølleåen.
”De produkter, vi køber, skal kunne indgå i et biologisk eller teknisk kredsløb. Vi sorte- FUTURE KGS. LYNGBY 17 rer alt affald, så det enten kan genbruges eller bruges til produktion af nye produkter. Et godt eksempel er vores samarbejde med det lille startup Kaffe Bueno, der udvinder olie fra kaffebønner og anvender det til kosmetikprodukter, og de sidste rester bliver malet til mel, som vi bruger til at bage med,” siger Claus Nielsen.
I dag genanvender Frederiksdal Hotel 69 procent af sit affald.
Frederiksdal Hotel har også ambitioner om at begrænse vandforbruget. Derfor investerer man i nye løsninger der begrænser vandspild, så man eksempelvis kan bruge regnvand til toiletskyl.
En bæredygtig kultur
Hotelkæden Sinatur har udvalgt klimaambassadører på tværs af sine seks hoteller, der skal sikre, at den grønne mission kommer ud til medarbejderne. For hvis medarbejderne ikke bakker op om missionen, så er der en fare for, at det bliver et projekt for ledelsen, og så drukner det i hverdagen.
”Det er vigtigt, at medarbejderne også mærker, at der sker noget. I en langsigtet strategi skal der være delmål, så alle føler, de er en del af en udvikling og en positiv omstilling. Men det er også medarbejderne, der har den direkte kontakt med gæsterne, og de er i sidste ende lige så vigtige i vores rejse,” siger Claus Nielsen.
Gæsterne skal også være bevidst om deres rolle, og at deres bevidsthed kan flytte kommaer i det store klimaregnskab. For når man har flere hundrede gæster igennem på en dag, så betyder et gram, kilowatt eller krone for den enkelte rigtig meget. Den gode stemning omkring den grønne omstilling breder sig allerede til kunderne. På hotellet mærker man, at virksomheder henvender sig, fordi hotellet har fået et godt ry i markedet for at sætte økologi først og tage den grønne omstilling seriøst.
Vi har ikke en grøn dagsorden udelukkende for kommerciel vinding. Men fordi vi med hånden på hjertet kan sige, at vi gerne vil skabe en positiv forskel
Claus Nielsen
”Vi udmærker os gennem vores resultater og samarbejdspartnere, og så kan vi også mærke, at flere virksomheder gør vores leverandører til deres leverandører. Så man kan sagtens skabe økonomi ved at være bæredygtige,” siger Claus Nielsen og fortsætter: ”Vi har ikke en grøn dagsorden udelukkende for kommerciel vinding. Men fordi vi med hånden på hjertet kan sige, at vi gerne vil skabe en positiv forskel, fordi vi føler noget for det. Vores indsats kan forhåbentlig inspirere andre i branchen til også at indlede deres grønne omstilling.”
Bliver aldrig færdige
Hotelkæden Sinatur var den første kæde til at opnå Det Økologiske Spisemærke i bronze i 2013, og siden dengang har man arbejdet dedikeret med en ansvarlig klimadagsorden. Derfor har hotellet også været på rejsen længe, og selvom man er kommet langt, så forventer direktøren ikke, at man bliver færdig lige foreløbig – og nok heller ikke i 2030.
”Vi bygger på hele tiden og prøver at komme ud af de klassiske hotelbokse. Vi kommer helt sikkert til at evaluere vores samfundsambition adskillige gange over de næste 10 år, fordi der opstår bedre og mere effektive løsninger, som vi ikke kender i dag. Når vi arbejder på at være mere CO2-positive og vandneutrale, så bliver vi aldrig helt færdige, fordi vi kan blive ved med at optimere. Der er et langt stykke vej, og vi arbejder med alle leverandører og ingeniører om at gøre det bedre og smartere,” siger Claus Nielsen.