Data tiltrækker flere data i en ny, digital symbiose

Mængden af data vokser eksplosivt. Men det gør anvendelsen af data også. Derfor er en enkelt cloudplatform ikke længere nok for virksomhederne, og det stiller helt nye krav til datacentrene.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den mængde af data, der dagligt genereres, vokser med eksponentiel hast. Til gengæld er det måske ikke så mange, som tænker over, at der hvor data er, ja der ønsker andre data at være. Der er tale om en selvforstærkende effekt, som med al tydelighed illustrerer, at et datacenter i dag er meget mere end blot et sted, hvor ettaller og nuller opbevares på store diske.

Et datacenter er ligeledes omdrejningspunkt for virksomhedernes aktiviteter i skyen, og de rå data er bundet tættere sammen med løsninger end nogensinde før. Det mærker man hos Interxion i Ballerup, hvor man nu supplerer to eksisterende datacentre med et tredje på 7.000 kvm., der går i drift i starten af 2022 – og interessen for at være kunde her skyldes ikke kun, at der er masser af plads, men også at der er gode forbindelser til omverden.

Èn sky er ikke længere nok

Virksomhederne går mere og mere efter det, som vi kalder for en hybrid cloudløsning. Det betyder, at der ønskes adgang til flere forskellige cloudplatforme fra f.eks. Amazon, IBM, Microsoft, Google eller Oracle. Som eksempel kan jeg nævne, at vi med et fiberkabel på halvanden meter kan give en kunde direkte adgang til Micosofts Azure univers”, fortæller Peder Bank, der er nordisk direktør i Interxion.

Årsagen er naturligvis, at de forskellige cloudplatforme har hver deres fordele og, at kunderne i dag forventer, at de kan tale sammen således, at de får det bedst mulige udbytte af deres data. Således føjer Peder Bank til, at der ikke er tale om, at one-size-fits-all, men at et cloudkoncept i høj grad skal strikkes sammen således, at det opfylder virksomhedernes helt individuelle behov.

København i massiv datavækst

Det faktum, at virksomhederne forventer nem adgang ikke blot til én, men til flere forskellige cloudplatforme samtidig, kalder Peder Bank for Data Gravity, forstået på den måde, at data altså tiltrækker data. I den sammenhæng indtager København en helt særlig rolle, idet man forventer, at datatiltrækningskraften her vil vokse med en faktor 10 frem mod 2024. Det viser det seneste Data Gravity Index DGx fra Digital Realty.

Indekset bygger på en analyse af 53 globale storbyer og vurderer væksten af virksomhedsdata på tværs af 23 industrier, og Interxion fusionerede netop med Digital Realty i marts 2020 med henblik på at etablere sig som en samlet og ledende global leverandør af datacentertjenester med et stærkt engagement i Europa. Byer som London, Paris, New York og Tokyo er de helt store knudepunkter, men København er godt med.

 

Tags: , , ,
Cloud er i kraftig vækst

Danske IT-Advokater har gennemført organisationens årlige it-undersøgelse, hvor 325 it-ansvarlige har svaret på, hvilke områder inden for digitale strategier og digitale investeringer, de lige nu og fremadrettet de næste 12 måneder vægter højest. Ganske som sædvanligt, fristes man til at sige, ligger it-sikkerhed i top, men nu skarpt forfulgt af investeringer i cloud.

67 pct. af de adspurgte vægter således it-sikkerhed højest, men hele 63 pct. nævner også cloud, hvilket betyder, at området er fordoblet i de it-ansvarlige og dermed virksomhedernes bevidsthed. Cloud er således vokset fra 30 pct. i 2019 til mere end det dobbelte i 2020, hvilket betyder, at to ud af tre virksomheder vil arbejde med at lægge data op i skyen i løbet af 2021.

(Kilde: Dansk IT)