Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen 

Hvordan vil din virksomhed se ud, hvis produktiviteten steg med 25% 

Det spørgsmål kan du med rette stille dig, hvis du overvejer en teknologisk opdatering af din virksomhed

Digitaliseringen af erhvervslivet er i den grad i gang, og der investeres mere end nogensinde før i ny teknologi indenfor alle områder i virksomhederne.

Analyse virksomheden IDC forudsiger, at halvdelen af alle nordiske virksomheder vil have moderniseret hele deres kerne-it i løbet af de næste par år, og at it-investeringerne i gennemsnit vil vokse med 8% om året de næste 3-4 år.

Men hvor det for nogle år siden mest af alt handlede om at opdatere et system i den enkelte afdeling, så er it-beslutningerne i dag flyttet op i direktionslokalet.

Og med god grund. For de rigtige teknologiske prioriteter vil have enorm betydning for forretningen og virksomhedens muligheder i fremtiden.

Ifølge IDC vil omkring halvdelen af de virksomheder, der gennemfører en digital forretningstransformation, opleve produktivitetsforbedringer på 25%.

25%! Det er et astronomisk højt tal, når man tænker på, at produktivitetsforbedringer normalt anses for imponerende, hvis man kommer over de 2%.

Nye danske ledestjerner

Investerer man rigtigt og klogt i ny teknologi som f.eks. kunstig intelligens, IoT og robotter, kan man altså flytte sin virksomhed op på et helt nyt niveau. Så længe man har et klart forretningsfokus med investeringen, og ikke bare gør det for teknologiens skyld.

De virksomheder der udnytter den mulighed, som de nye teknologier giver i deres forretning, vil uden tvivl stå som de nye erhvervsmæssige ledestjerner om nogle år.

Hvem der så bliver det næste århundredes Mærsk, Novo Nordisk eller DSV, kan man kun gætte på.

Der er dog ingen tvivl om, at vi i løbet af de næste 10 år vil se konturerne af et helt nyt erhvervslandskab, hvor vinderne bliver dem, der forstod at gennemgå den forretningsmæssige transformation i tide, hvor belønningen kan blive eksponentiel vækst.

Desværre vil det også betyde, at der vil være virksomheder, der ikke lykkedes med rejsen, som vil opleve eksponentielt forfald.

Vi har allerede set stolte skibe som Fona, BR og Solo Company synke, fordi de ikke var klar til den digitaliseringsbølge, der skyllede ind over dem.

Som virksomhed skal man derfor spørge sig selv, om man har truffet de forretningsmæssige teknologiske valg, der kan sikre, at man på trods af høj sø, ikke bare kommer sikkert i havn, men også kan nyde frugten af en 25% produktivitetsforbedring.

Er du i tvivl, kan du måske finde inspiration i dette temamagasin