"Vi skal kramme udviklingen. Ikke sige ”uha-uha” og så håbe, at det hele går over sig selv igen. For tro mig, det kommer ikke til at ske," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv

Digitalisering driver væksten

I dag har vi alle en supercomputer i lommen, som har mange, mange gange mere regnekraft end datidens computere. Via denne supercomputer, smartphonen, kan man komme på internettet overalt, og man kan endda også bruge den som telefon.

Det er faktisk et paradoks. Digitaliseringen går hamrende stærkt, og alligevel stopper vi sjældent op og tænker ”Wow!”. Da jeg var ung, var der ikke noget, der hed internettet. Den mest solgte computer var 8-bit computeren Commodore 64, som det danske folkevid døbte ”brødkassen”. I dag har vi alle en supercomputer i lommen, som har mange, mange gange mere regnekraft end datidens computere. Via denne supercomputer, smartphonen, kan man komme på internettet overalt, og man kan endda også bruge den som telefon.

Det er bare et eksempel på, hvor vi gennem få år har oplevet en dediceret revolutionerende udvikling inden for digitaliseringen. Ser vi på digitaliseringen fra virksomhedernes perspektiv, har udviklingen også været fantastisk. Digitaliseringen har været en regulær vækstmotor, og det er der god grund til at glæde sig over. Jo, der er da også udfordringer. Nogle virksomheder har måtte se deres forretningsmodel ”disruptet”, og alle har måtte forholde sig til den fagre ny verden. I erhvervslivet og i Folketinget.

Men for de virksomheder, som har udviklet sig og fulgt godt med, har belønningen været stor.

Tallene taler deres tydelige sprog: En høj grad af digitalisering giver en høj grad af værdiskabelse. Digitale virksomheder er bare over en bred kam mere produktive. Hvis danske virksomheder fremover formår at udnytte de digitale muligheder bedst muligt, så er der en stor krukke guld at hente. Hvis ikke de følger med, så kommer det til at koste på bundlinjen. Ja, det kan endda ende med at koste hele butikken.

For den danske økonomi er en lille, åben en af slagsen, og globaliseringen er over os. Matador-tiden, hvor Damernes Magasin konkurrerede benhårdt med Skjerns Magasin og lidt med butikkerne inde i København, er for længst forbi. Nu kan den største konkurrent sagtens ligge på den anden side af jorden.

Det betyder, at danske virksomheder må og skal have klart fokus på innovation og digitalisering. Ellers sakker de agterud i forhold til virksomhederne i andre lande.

Men her er det vigtigt at pointere, at vi skal huske at se digitaliseringen og globaliseringen som muligheder. Ikke som trusler. Vi skal kramme udviklingen. Ikke sige ”uha-uha” og så håbe, at det hele går over sig selv igen. For tro mig, det kommer ikke til at ske!

Digitaliseringen er er vidt begreb. Fra noget helt dagligdags til fremtidsmusik.

Især for landets småt og mellemstore virksomheder er kunsten med digitalisering typisk at gøre det helt lavpraktisk og forretningsnært. Her hepper Dansk Erhverv på regeringens SMV:Digital-initiativ, der bl.a. kommer til at give tilskud til digital omstilling og e-handel i danske SMV’ere. Et nyt SMV:Board skal være med til at uddele pengene. Her er Dansk Erhverv repræsenteret sammen med blandt andre A.C. Perch’s Thehandel. Målet er at gøre noget helt praktisk og konkret, hvor der er kort fra tanke og handling til effekt.

I den anden ende af digitaliseringsskalaen har vi en teknologi som blockchainteknologi, som er anderledes abstrakt, og som de færreste af os for alvor forstår. Hypen har været der længe, men vi rykker tættere og tættere på i forhold til, at det bliver noget, man som virksomhed er nødt til at forholde sig til. Eksperter spår i hvert fald, at blockchains bliver et vigtigt konkurrenceparameter for danske virksomheder i en meget nær fremtid. Man kan med en kliché sige, at det ser ud til, at det ikke bliver et spørgsmål om, hvorvidt danske virksomheder har råd til at hoppe med på vognen, men snarere om de har råd til at lade være.

Digitalisering kræver løbende noget af os alle sammen, men vi får mere igen. Jeg er ikke i tvivl om, at det nu og i fremtiden i høj grad bliver digitaliseringen, som kommer til at drive væksten
Brian Mikkelsen

Og det er den gode nyhed. Digitalisering kræver løbende noget af os alle sammen, men vi får mere igen. Jeg er ikke i tvivl om, at det nu og i fremtiden i høj grad bliver digitaliseringen, som kommer til at drive væksten.