Fintech-løsninger kan blive en vækstmotor for hele SMV-segmentet
Nye fintech-løsninger hjælper små- og mellemstore virksomhederne med at automatisere og analysere økonomien. Digitalisering som ikke bare skaber overblik, men giver virksomheder en ny måde at styre forretningen – og ultimativt forbedre konkurrenceevnen.
Omsætningen stiger med 20 procent hvert år, men resultatet på bunden bliver ved med at være det samme. Sådan så virkeligheden ud hos en mekaniker, som er kunde hos fintech-startuppet Crediwire. Og med Crediwires software, som analyserer og strukturerer regnskabsdata, kiggede de sammen nærmere på, hvad forklaringen kunne være. Og endnu vigtigere: Kunne der laves nogle ændringer, som kunne få bundlinjen til at vokse sammen med omsætningen?
Vi kunne se, at de faste omkostninger var steget snorlige sammen med omsætningen. Mekanikeren ansatte altså flere folk, men de tjente kun akkurat sig selv hjem. Og det er jo nobelt at beskæftige folk, men forretningen tjente ikke flere penge,
Nicholas Meilstrup, CEO og medstifter af Crediwire.
Men den nye indsigt kunne mekanikeren målrettet lede efter en løsning. Og da han fik trænet medarbejderne i at lave opsalg, når kunden alligevel var inde i butikken, blev bundlinjen hævet med over 50 procent allerede første år efter ændringerne.
For Crediwire er den slags forbedringer hos kunden ikke noget særsyn. Ved at analysere kundernes regnskabsdata i realtid, bliver regnskabet ikke bare nogle tal, man ser den ene gang om året, hvor der aflægges årsregnskab. Det bliver et værktøj, som kunderne aktiv bruger til at forbedre forretningen i hverdagen.
”Det er sådan nogle små simple ting, som du ikke opdager, hvis ikke du har overblikket. Ved at gøre indsigterne tilgængelig i en digital og automatisk løsninger giver vi de små- og mellemstore virksomheder de superkræfter, de har brug for til at drive forretningen bedre,” siger Nicholas Meilstrup.
Uforløst potentiale i SMV’er
I første omgang blev fintech set som en sektor, der ville udfordre og ændre bankoplevelsen for forbrugerne. Men de seneste år er fokus i stigende grad ændret mod finansielle services for virksomheder. Faktisk i sådan en grad, at investorerne kastede flere penge efter B2B-fintechs end forbrugerrettede fintechs i 2020, ifølge tal fra Dealroom.
Udviklingen er også tydelig hos organisationen Copenhagen Fintech, og her ser man særligt et uforløst potentiale i fintech målrettet små- og mellemstore virksomheder (SMV). Derfor har organisationen sat gang i projektet ”SME:fintech”, som med støtte fra Industriens Fond og Dansk Industri skal afsøge, hvordan fintech-løsninger kan understøtte væksten i SMV’erne.
”Det jeg oplever er, at SMV’er egentlig gerne vil digitalisere, men at de har svært ved at se, hvilke løsninger eller data, de har brug for. Det bliver hurtigt teknologien, der kommer i fokus. I stedet bør de hjælpes til at forstå, hvad de mange nye digitale løsninger kan gøre for den enkelte SMV. Hvordan kan de fx øge salget eller minimere administrationen?” siger Malene Jordt Andersen, som er projectmanager for SMV:fintech..
Med erfaringer som konsulent hos netop SMV’er peger hun særligt på dataindsamling, som det første vigtige skridt mod digital omstilling.
“Når SMV’ere ønsker at digitalisere for at forbedre deres forretning, kan de med stor fordel starte med fintech-løsninger. De er både nemme og billige at bruge, og skaber hurtigt værdi i form af fx mindre tid på administration og øget indsigt i forretningen og kunderne,” siger hun.
Mens den danske fintech-organisationen har set, hvordan fintech kan hjælpe de små virksomheder – blandt andet som i eksemplet med Crediwire – skal projektet lave en bredere kortlægning af, hvilke løsning der findes.
Dernæst vil der i projektet blive en række pilotprojekter med SMV’er i forskellige brancher, hvor i projektet skal kvantificere, hvor nemt det er for SMV’er at komme i gang, og hvor meget ganv de egentlig får af fintech-løsningerne fra blandt andet Crediwire, Valified og November First.
”Mange fintechs har produkter, som er virkelig gode til små og mellemstore virksomheder. Men vi skal finde ud af, hvordan man får hjulpet dem ud til SMV’erne – og hvordan man omvendt får SMV’erne til at udnytte teknologierne til at blive mere konkurrencedygtige. Så der kan opstå nogle win-win partnerskaber, der skaber vækst på begge sider,” siger Malene Jordt Andersen.
Et nyt lag på toppen
For mange SMV’er er digitale regnskabsprogrammer allerede blevet normen. Dermed har den nye bølge af fintech-løsninger allerede et dataudgangspunkt at forbedre eller bygge videre på. Og det er netop, hvad blandt andet Crediwire gør: Integrerer til det eksisterende regnskabsprogram og analyserer og omsætter tallene i regnskabsprogrammet til et overblik i realtid, der kan handles på.
Tal fra startuppet viser, at kunderne normalt bruger mellem 10 og 20 timer på at få et overblik over deres egen økonomi. Med et digital regnskabsprogram og Crediwire ovenpå får de i stedet overblikket automatisk og i realtid.
”Fordi det tager så lang tid at få et godt overblik over økonomien i virksomheder, får mange ikke gjort det særlig tit. Men regnskabet burde jo være noget, du laver for din egen skyld, så du kan bruge det til at styre virksomheden – og så rapporterer du selvfølgelig også til skat og bankerne bagefter. Men i dag er det så kompliceret, at mange kun gør det én gang om året, når revisoren siger de skal. Og det koster på konkurrenceevnen,” mener Nicholas Meilstrup.
Stort forretningspotentiale
En anden fintech-virksomhed, der fra start har fokuseret på løsninger til mindre virksomheder, er Ageras. Siden Ageras startede med at formidle kontakt mellem virksomheder og revisorer i 2012, har de indefra set, hvor stort og uforløst potentialet er. Og ikke bare for SMV’erne og deres konkurrenceevne. Der er også et stort forretningspotentiale: I dag beskræfter Ageras flere hundrede medarbejdere og fik seneste en investering på 450 mio. kroner til en værdisætning på 1,5 mia. kroner.
I gamle dage var banken og revisoren de vigtigste partnere for at kunne drive en virksomhed. I dag er der ved at ske en stor transformation; banken bliver suppleret med alternativ finansiering, og revisoren bliver suppleret med software. Det skaber et spændende krydsfelt hvor regnskab, finansiering og rådgivning smelter sammen i teknologisk forankrede løsninger af forskellig art. Og det skaber værdi – eksempelvis gennem bedre indsigt, vilkår og markedsadgang for virksomhederne,
Martin Hegelund, CMO og Co-founder of Ageras.
Ageras Group dækker i dag revisor-markedspladsen Ageras, regnskabsprogrammerne Billy, Meneto og Tellow samt lønsystemet Salary, som for nyligt blev tilføjet familien. Alt sammen værktøjer der automatiserer den administrative byrde for SMV’er og giver dem bedre indsigt i deres egen økonomi.
”Det er de færreste, der starter en virksomhed, fordi man synes, at det er sjovt at lave regnskab, indberette moms, betale regninger og så videre. Alligevel er det økonomi, der ultimativt ender med at tage livet af de fleste virksomheder. Derfor har det for os været vigtigt at demokratisere forståelsen af økonomi og gøre finansielle værktøjer tilgængelige for små virksomheder, så det kan give grobund for deres succes,” siger Marin Hegelund.
Mere end indtægt og udgift
Et effektivt regnskab er afgørende for enhver virksomhed, men de nye fintech-løsninger målrettet SMV’er slutter ikke ved indtægter og udgifter. Valified er ét af de nye fintechs, der favner bredere: De vil hjælpe SMV’erne med at forbedre forretningen ved at tage udgangspunkt i bæredygtighed.
Vi blev i virkeligheden født med en agenda om at få kapital til at flyde i større mængder mod SMV-virksomhederne, men undervejs fandt vi ud af, at vi skulle starte et helt andet sted. For skulle vores mål lykkes, er vi nødt til at have styr på bæredygtighed, så virksomhederne både er attraktive overfor kunder og i et finansielt perspektiv. Hvis ikke vi løste det problem først, kunne vi ikke løse den overordnede problemstilling om kapital,
Jesper Kring, direktør i Valified.
Ifølge direktøren oplever de små- og mellemstore virksomheder lige nu en tsunami af nye forventninger og krav omkring bæredygtighed. Både fra kunder, samarbejdspartnere, lovgivere og den finansielle sektor. Og omstiller de sig ikke hurtigt nok til bæredygtighed, får virksomhederne svært ved at overleve.
Valified bygger platformen, hvor virksomheder kan samle deres data indenfor bæredygtighedsaspekter, og få overblik over, hvor de skal sætte ind, for at gøre den største forskel. Ikke bare for den gode samvittigheds skyld. Men også fra et finansielt synspunkt, fordi det bliver vigtigt at have styr på bæredygtighed, hvis man vil have dialog med bank samt investorer og have trofaste kunder i fremtiden.
Mange SME’er har allerede bløde tiltag for bæredygtigheds og verdensmål. Med Valified bliver det omsat til målbare målsætninger. Og ligesom med omstilling af den finansielle kerne ligger nøglen i data, der kan bruges til at styre virksomheden på kryds og tværs.
”Det handler om at få mobiliseret hele SMV-sektoren ift. bæredygtighedsagendaen på en måde, der kan håndteres i dagligdagen. På den måde lære de deres egen virksomhed bedre at kende, så de kan få omstillet i det rigtige tempo med de rigtige prioriteret. Både kunder, banker og samfundet er interesseret i at det sker, og med de rigtige data, indsigter og koblinger til det finansielle felt, kan det blive en konkurrencefordel,” siger Jesper Kring.
Valified har allerede kunder blandt både SMV’er og banker, som er interesseret i data om bæredygtighed for at kunne vurdere SMV’ernes konkurrenceevne i fremtiden. Og som en del af ’SME:fintech’ projektet skal løsningen nu afprøves og måles i nye vertikaler.
Sammen om at hjælpe
Mens mange fintechs er trådt ind på markedet for at hjælpe SME’er, betyder det ikke nødvendigvis benhård konkurrence om kunderne. De fleste fokuserer nemlig deres løsning mod en særlig niche, som de specialiserer sig i. Derfor har SME’erne ofte brug for løsningen fra flere fintech-virksomheder, hvis de vil have den fulde gevinst af digitaliseringen.
For Crediwire gælder det eksempelvis, at de er afhængige af andre fintechs for at kunne løse opgaven: regnskabsdata fra programmer som Economic, Billy, Microsoft og Dinero. Og det ser Nicholas Meilstrup ikke som nogen dårlig ting.
”Jeg ser rigtig mange fintechs samarbejde om at gøre det nemmere for SMV’erne. Og det er nok der, vi adskiller os en smule fra resten af Europa: Der er en rigtig stor interesse for at samarbejde blandt fintechs og skabe samlede løsninger. Og det tror jeg kan få os til at stå stærk internationalt, fordi vi ikke kun vil konkurrere men også samarbejde,” siger han.
For eget vedkommende samarbejder Crediwire blandt andet med Kontolink, November First og Likvido, som har specialiseret sig i andre dele af regnskabet end Crediwire. Ved at koble de forskellige løsninger sammen får SMV’erne et bredere løft.
Og ligesom Nicholas Meilstrup ser Martin Hegelund fra Ageras samarbejderne i økosystemet som en god ting. Når først SMV’erne opdager fordelene ved ét fintech-værktøj, er der nemlig en god chance for, at de fortsætter den digitale rejse med andre værktøjer.
”Økonomien er rygsøjlen i enhver virksomhed og derfor giver det god mening, at så mange virksomheder har kastet sig over fintech-markedet, da der er mange spændende vinkler at afdække. Samtidig er økosystemet af fintech-løsninger ret godt integreret, hvilket er med til at skabe en netværkseffekt, hvor de samlet kan levere virkelig stor værdi for virksomheder,” siger Martin Hegelund.