Bedre kundekendskab sikrer den glatte betalingsoplevelse
Digitaliseringens muligheder er nærmest uendelige, men balancen mellem sikkerhed og bekvemmelighed sætter grænser. Vejen til at minimere friktionen for kunderne går gennem bedre udnyttelse af kundedata, mener betalingsvirksomheden Yourpay.
Vi er aldrig mere end et par swipes på telefonen væk, når vi i dag vil betale regningen, der lige er kommet ind ad døren, overføre et beløb for den fælles frokost eller købe og sælge aktier og bitcoins.
Digitaliseringen har ført en masse komfortable muligheder med sig. Men når det handler om kundernes penge, er det samtidig en balancegang mellem det bekvemme og det sikre.
”At flytte pengene er det letteste. Alt det rundt om i forhold til sikkerhed og svindel er det svære,” siger Mathias Gajhede.
Som stifter og CEO af betalingsvirksomheden Yourpay har han siden 2013 tilbudt et alternativ til betalingsgiganten Nets, og den unge virksomheds tilgang handler særligt om, hvordan den kan komme til at kende kunderne endnu bedre gennem data.
”Vi beriger betalingsdata ud fra et risikomanagement synspunkt – det er der ikke mange andre der gør i betalingsindustrien. Vi tager udgangspunkt i den data, der er tilgængelig – navn, adresse, enheden der handles fra – og beriger med data fra registre, sociale medier og om adfærd, hvis det er nødvendigt for at sikre betalingen,” siger han.
Med en tilbagebetalingsprocent på 0,02 procent oplever Yourpay efter branchestandarden meget lidt svindel, og gennem konferencen ”Fraud Summit” har virksomheden forsøgt at øge industriens fokus på svindel generelt. For ved at kende kunden bedre gennem teknologi bliver finansielle virksomheder ikke bare mere sikre. De bliver sikre på en måde, der samtidig gør brugeroplevelsen glat.
Balancen mellem sikkerhed og komfort
I kampen mod hvidvask er der de seneste år kommet en række nye regulativer indenfor bankdrift og betalinger, som skal sikre at finansvirksomhederne kender deres kunder. Noble tiltag, som dog giver mere friktion i kundernes finansielle dagligdag:
Tiden det tager en bankkunde at oprette sig steg i 2016 med 22 procent, og forventes at have steget yderligere 18 procent i 2017. Det viser en undersøgelse analysevirksomheden Thomas Reuters lavede i 2017.

Nordic Fraud Summit Yourpay tager ansvar for svindel i branchen ved at samle industrien til fraud summit i Dansk Industris bygninger.
Sådan behøver det dog ikke at være, hvis man udnytter data og teknologi, mener Yourpay.
”Vi prøver at gribe det dynamisk an. Hvis vi ville være krakilske, kunne vi afvise betalinger i det øjeblik, vi tror der er svindel. I stedet sætter vi ekstra foranstaltninger op, der kan tjekke, om det rent faktisk er tilfældet, eller om kunden bare foretager sig noget, der ligger udenfor deres normale mønstre,” siger Mathias Gajhede.
Hvis en kunde normalt handler fra en iPhone i Danmark, og pludselig skifter til en stationær computer fra Thailand, vil en alarm dukke op. Men i stedet for kategorisk at afvise betalingen som et forsøg på svindel – og lade kundens frustration overgå til en manuel proces – beder Yourpay om ekstra sikkerhed. Enten ved at finde data i registre eller på sociale medier, der kan verificere at kunden er i Thailand, eller ved at bede om en ekstra bekræftelse gennem telefonen, der er knyttet til betalingskortet.
Teknologien finpudser alarmklokkerne
Med den dynamiske tilgang til at kende kunden vil langt de fleste betalinger gå glat. Yourpay kræver kun ekstra sikkerhedstrin, når det er nødvendigt. Og Mathias Gajhede ser ingen grænse for, hvor fintmasket deres mønstergenkendelse kan blive.
”Hvis du får stjålet telefon, kort og alle dine data, så ved vi måske, at du normalt handler klokken 8 om aftenen og mest køber tøj. Hvis du lige pludselig i stedet sidder klokken 3 om natten og køber it-udstyr, er der en ændring i mønstret, der ikke giver mening. Og de mønstre er noget, vi bliver bedre og bedre til, jo mere data vi får ind,” siger han.
Det kan lyde overvågningsagtigt, men Yourpay mener, at både kunder og forhandlere vinder på det.
”Vi tokenizer og krypterer dataen, så vi ikke kan tilgå den – hvis vi havde haft dataen liggende rå, så alle kunne se, hvor den enkelte kunde befandt sig, ville vi have et alvorligt problem. Samtidig bruger vi kun data, der er åbent tilgængeligt, så kunderne selv kan styre, hvor meget de vil dele. Men det betyder, at vi kan automatisere rigtigt meget – til glæde for både kunder og erhvervsdrivende. De eneste der taber på det, er svindlerne,” siger Mathias Gajhede.

Yourpay teamet