Mayes Ali, Teknologichef i ConTech Lab, arbejder for at gøre byggepladser mere datadrevne og reducere ressourceforbruget gennem digitale løsninger.

Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen. Løsningerne er klar og skal tages i brug

Systematisk dataopsamling skal erstatte mavefornemmelser og manuel indtastning, hvis byggepladserne skal lykkes med at skrue ned for overforbruget af energi, brændstof, vand og materialer, som de hidtil har været kendt for. Byggeriet har øget sit fokus på ressourceminimering, og indsatsen kan ses og mærkes.

På byggepladser rundt om i landet, har man de seneste år forenet kræfter og kompetencer blandt teknologivirksomheder og bygge- og bæredygtighedsledere. Sammen med ConTech Lab har de testet nye systemer for dataindsamling bl.a. med hjælp fra sensorteknologi og software til dataanalyse, og bevæget sig fra manuel aflæsning og indtastning i excel-ark til at få synliggjort forbrugsdata i realtid. Og det skaber resultater.

Mayes AliMangel på data er en central barriere, som forhindrer entreprenørerne i at reducere deres ressourceforbrug – hertil kommer, at byggepladsen ikke historisk set har været særlig data-drevet. Men begge dele er under hastig forandring i øjeblikket,
Mayes Ali, Teknologichef i ConTech Lab

“Data er nøglen til at forstå, hvor de store udfordringer ligger samt hvilke tiltag, der har effekt på CO2-regnskabet og projektøkonomien. Derfor er det væsentligt at indsamle data og være parat til at dele erfaringer, der kan gavne fremtidige projekter,” siger hun.
Mange gode initiativer mister momentum, så snart den umiddelbare opmærksomhed og begejstring lægger sig. Men med bedre indblik i data øges incitamentet for at holde fast i indsatserne og ressourceminimere i større skala, frem for blot at gøre noget, for at gøre noget.

Enkle omlægninger, store besparelser

ConTech Labs pionerprojekt “Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen”, støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), har kastet lys over nogle af de områder, hvor der spildes flest ressourcer. Et af de største problemer har vist sig at være strømforbruget. Skurbyer og andre midlertidige faciliteter kører ofte med konstant strøm – også uden for arbejdstid.

Med projektet har man samlet data på tværs af otte byggepladser forskellige steder i Danmark og fået indsigter i det typiske elforbrug fordelt på sæsoner og byggefaser. Som led i projektet er der anvendt IoT-baseret strømmåling. og et tilhørende digitalt dashboard, udviklet af Sitehub, der giver entreprenører overblik over energiforbruget i realtid.

Teknologichef i ConTech Lab, Mayes Ali og Byggeleder hos Enemærke & Petersen, Rasmus Kronstrand, ved Generationernes Byhus Ørestad (GBØ), hvor der bl.a. testes løsninger til reduktion af affald og energiforbrug.

Teknologichef i ConTech Lab, Mayes Ali og Byggeleder hos Enemærke & Petersen, Rasmus Kronstrand, ved Generationernes Byhus Ørestad (GBØ), hvor der bl.a. testes løsninger til reduktion af affald og energiforbrug.

Resultaterne viser bl.a., at skurbyer står for et massivt elforbrug gennem hele byggeprojektet – både i og uden for arbejdstid.

Data på tværs af de byggepladser, man har observeret i pionerprojektet, viser, at 50 pct. af elforbruget kan tilskrives skurbyen. Den viden gav anledning til at teste effekten af at undvære dele af skurbyen og i stedet benytte en færdigbygget del af byggeriet som opholdssted.
Den enkle omlægning har ført til markante besparelser, og dét strømforbrug, der normalt ville gå til skurfaciliteter, blev halveret.

15% falder strømforbruget på en byggeplads uden for arbejdstiden. Det indikerer at belysning, varme, maskiner og udstyr forbliver tændt – måske uden grund.

Bedre affaldshåndtering kræver adfærdsændring

På seks ud af otte byggepladser sendes gennemsnitligt 31 pct. af alt affaldet i containere med blandet affald. Det indikerer dårlig sortering og lav grad af genbrug og genanvendelse.

I pionerprojektet har man testet effekten af at opstille genbrugscontainere direkte på pladsen, hvor overskydende materialer, som normalt ville blive til affald kan samles og genbruges med hjælp fra eksterne partnere. Hermed falder mængden af blandet affald markant.
“Der er stort potentiale i at etablere bedre systemer for affaldshåndtering, så vi ikke spilder de gode materialer. Foruden genbrugscontainere er vi, inden for den nærmeste fremtid, klar til at udrulle affaldskameraer med billedgenkendelse og fyldningsgrad på en række byggeprojekter, der kan identificere, om affald sorteres rigtigt samt give besked til affaldsvirksomhederne, når det er tid til at hente en container,” siger Ulrik Branner, CEO i Sitehub.

31% af den samlede affaldsmængde på byggepladsen lander i “blandet affald” – hvor der er længere vej til genbrug og genanvendelse.

Projektet løber frem til december 2025 og har som mål at udvikle metoder for dataindsamling og give entreprenører mulighed for at sammenligne data på tværs af projekter samt få indsigt i omkostninger og klimaaftryk ved adfærden ude på pladserne.

Erfaringerne viser allerede nu, at byggebranchen ikke behøver vente på fremtidige løsninger – de findes, og de virker. Også selvom der fortsat er plads til videre udvikling og forbedring.

Tags: , , ,

Allerede nu er flere guides tilgængelige for branchen, som bl.a. viser teknologi og løsninger, der kan sættes i spil i dag for at reducere ressourceforbruget på pladsen i morgen

SiteHub er med i pionerprojektet og har udviklet et dashboard, der skaber overblik over elforbrug i realtid. Sitehub har desuden opsat sensorer til at monitorere elforbrug på byggepladsen, herunder kraner, opvarmning og belysning.

Acembee leverer data på skurbyer, som integreres via API til det samlede dashboard.

ARIS robotics, Sitehub Wastecam og Xtellio Radar Xentral er alle eksempler på løsninger, der kan monitorere affaldshåndtering.
Løsningerne kan allerede give automatisk besked til affaldsvirksomheder, når en container er fuld. På sigt skal de også kunne sende notifikationer til byggepladslederen, når noget sorteres forkert.

Om projektet

Pionerprojektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og udføres i samarbejde med MT Højgaard, Pihl, Aarsleff, CG Jensen, Enemærke & Petersen, BUILD (Aalborg Universitet), Rådet for bæredygtigt byggeri, Force Technology, SiteHub, Xtellio og Molio.