I dag handler drift af en byggeplads om meget mere end blot logistik og håndtering af materialer og affald. Ud over monitorering af strømforbruget på pladsen er faktorer såsom håndtering af en lang række andre miljødata ligeledes kommet i fokus, blandt andet gennem ny og skrappere lovgivning.

Byggepladserne er et vigtigt omdrejningspunkt for ny teknologi til byggebranchen

Teknologi er et af de vigtigste redskaber i værktøjskassen, når det gælder om at gøre en indsats for byggebranchens klimaaftryk. Danske SiteHub har i tæt samarbejde med branchen udviklet en platform, der nu er klar til at blive lanceret kommercielt.

Siden starten for 3,5 år siden er det gået ikke bare stærkt, men rigtig stærkt for den danske virksomhed SiteHub, der har specialiseret sig i byggepladsdata, logistik og drift. I dag tæller virksomheden 38 ansatte, og efter en udviklingsperiode er man nu klar til for alvor at kommercialisere platformen, der er udviklet til byggebranchen og som håndterer den samlede proces for materialer og affald, trafik, miljø og el samt dokumenterer materialernes rejse fra producent til bygning.

”Selv om vi i princippet kunne have lanceret vores løsning tidligere, har det været en strategisk beslutning at vente. I vores optik ville det nemlig have været lig med en katastrofe at lancere en umoden platform til en branche som netop byggeriet. Det er en branche, hvor der ofte er risiko for konflikter i form af tvister om ansvarsfordeling på byggepladsen, så når vi kommer og siger, at vi har en løsning, der kan håndtere materialer og logistik, skal det bare virke,” forklarer adm. direktør Ulrik Branner.

Ulrik Branner Adm. direktør i Sitehub profilbillede - ConTech Magasin 2024Hvis ikke man kan måle en proces, kan man heller ikke forbedre den, og derfor er dataopsamling på byggepladserne ekstremt vigtig.
Ulrik Branner, Adm. direktør i Sitehub

Skal være helt klar til markedet

Det er den primære årsag til, at man efter at have været involveret i mere end en halv snes testprojekter, markerer, at man er klar til at lancere løsningen kommercielt. Ifølge Ulrik Branner handler det om at være hundredemetermester på sin egen teknologi, inden man breder den ud til markedet, og i testfasen har man arbejdet tæt sammen med både selve byggebranchen, og de teknologipartnere, der i dag er med i projektet.

”Vores platform tæller både software og hardware. Softwaren udvikler vi selv, men hardware i form af f.eks. sensorer er ikke vores forretningsområde. Vi har prøvet at dyppe fingrene i udvikling af hardware, men har i stedet valgt at koble eksterne partnere på. Dem vil jeg i øvrigt gerne rose, for de har været dygtige til at imødekomme vores behov og ønsker, siger Ulrik Branner videre. Et af de helt store ønsker er en åben platform, som alle aktører kan integrere til.

Læs det samlede ConTech 2024 Magasin her

Omfattende testfase før lancering

SiteHubs løsning er blevet testet grundigt i samarbejde med både kunder, leverandører og samarbejdspartnere, som har givet tilbagemelding på de fejl, der uvægerligt viser sig i en udviklingsfase, men Ulrik Branner pointerer, at hvis man går for tidligt på markedet med det, der reelt måske kun er en betaversion, bliver man ekstremt sårbar. Samtidig mener han, at det kommercielle marked for løsningen først nu for alvor er blevet modent til at tage teknologien til sig.

”Da vi startede SiteHub, havde vi primært fokus på materialelogistik på pladsen. Det har vi naturligvis stadig, men det sker nu i samarbejde med eksterne ”fysiske” logistikpartnere. Dernæst begyndte vi at kigge på mulighederne for at monitorere strømforbruget på byggepladsen, og siden er der kommet en lang række andre målepunkter, såsom støj, støv, CO2 og IoT-kameraer på. SiteHub beskæftiger sig altså i dag ikke kun med logistikledelse, men også med egentlig byggepladsdrift, der frigiver håndværkertid, reducerer spild og opsamler data.

Procesforbedring gennem målbarhed

Ulrik Branners mantra er, at hvis ikke man kan måle en proces, kan man heller ikke forbedre den, og derfor er dataopsamling på byggepladserne ekstremt vigtig. I dag handler drift af en byggeplads nemlig om meget mere end blot logistik og håndtering af materialer og affald. Ud over monitorering af strømforbruget på pladsen er faktorer såsom håndtering af en lang række andre miljødata ligeledes kommet i fokus, blandt andet gennem ny og skrappere lovgivning.

”Det er f.eks. data om byggematerialernes CO2-aftryk, lyd, støv og støj samt data om, hvor meget eksempelvis transport af byggematerialerne belaster miljøet. Vi skal med andre ord være i stand til at måle på miljøaftrykket gennem hele værdikæden, lige fra byggematerialerne ankommer til pladsen, til affaldet skal bortransporteres,” forklarer han. Mindst lige så vigtigt er det, at data også er tilgængelige for arbejdet på kommende byggepladser.

Data skal akkumuleres for fremtiden

En af byggebranchens store svøber har været, at man ikke har været specielt dygtig til at opsamle viden om processerne på en byggeplads. Men i takt med de stigende krav fra lovgivningen er det ganske enkelt blevet en nødvendighed. Og netop her er det fælles projekt med ConTech Lab et perfekt match, da projektet ” Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen” netop lægger op til partnerskab, videndeling og fokus på at skabe et datagrundlag. Ulrik Branner nævner de hastigt accelererende krav i forhold til data, målinger, CSR og ESG som centrale

”I den forbindelse har ønsket om langt højere grad af bæredygtighed i byggeriet været en vigtig katalysator, lige som det også er gået op for byggebranchen, at bæredygtighed faktisk er en god forretning. Som entreprenør kan du ikke blot reducere klimaaftrykket, du kan også optimere din indtjening. Blandt andet ved at frigive vital håndværkertid og reducere spild, hvilket er en af de faktorer, der vil være stort fokus på de kommende år,” siger Ulrik Branner.

Læs det samlede ConTech 2024 Magasin her

Har søgt den branchekloge finansiering

Allerede ret tidligt i virksomhedens historie begyndte SiteHub at samarbejde med store ejendomsforvaltere såsom Jeudan, og siden er Kemp & Lauritzen, Enemærke & Petersen, Arpe & Kjeldsholm med flere kommet til, i takt med projekter med bygherrer omfattende Novo Nordisk og NovoZymes. Parallelt har SiteHub investeret ind i en tæt dialog med de primære leverandører af materialer, som SOLAR, Bygma, Stark, LM, Brdr. Dahl med flere, da de udgør en central samarbejdspartner i rejsen frem mod en mere målbar byggeplads. Samarbejdet med hele værdikæden i byggebranchen har altså været vigtig. Det samme har finansieringsmodellen.

”Vi har naturligvis haft brug for kapital det første år, men for os har det ikke været optimalt at gå venturekapitalvejen. Ganske som det har været vigtigt for os at have hele vores platform fuldstændig klar, inden vi lancerede den kommercielt, har det været mindst lige så vigtigt at få finansiering fra investorer med kendskab til byggebranchen. Derfor er vi gået fondsvejen og har blandt andet opnået støtte fra Vækstfonden og Realdania. Ud over en mere langsigtet investeringshorisont sikrer det ligeledes unge tech virksomheder den nødvendige frihedsgrad ,” slutter Ulrik Branner.

Tags: , , , ,
Sammen om et fælles mål

Med henblik på at hjælpe entreprenører og bygherrer til at komme godt ind i SiteHub konceptet, har man ud over selve platformen udviklet et uddannelses- og certificeringsprogram. Det er nemlig ikke nok at opsamle og akkumulere data – data skal også anvendes på den rigtige måde. Desuden understreger adm. direktør Ulrik Branner vigtigheden, af at man tilbyder en åben platform, som alle andre løsninger til byggebranchen kan integrere i.

Det er vigtigt, hvis en samlet byggebranche for alvor skal anvende teknologi som hjælp til at løse klimaudfordringerne. Det kan ingen virksomhed gøre alene, og derfor ser Ulrik Branner frem til samarbejdet med andre løsninger i markedet. Åbenhed og transparens er vigtigt, herunder også åbne bøger i byggeprojekterne, mener han. Når det gælder om at forbedre byggebranchens klimaftryk, er alle nødt til at stå sammen.

 

Services på platformen

SiteHub’s platform omfatter følgende services:

  • Logistikplanlægning
  • Etablering af byggeplads
  • Booking
  • Integration
  • Genbrug og upcycling
  • Dataindsamling og indsigt
  • Nærlager
  • Modtagelse og kvalitetssikring
  • El, trafik, lyd, støv, CO2, Nox målinger

Det sker gennem disse moduler:

  • Site Booking
  • Sensors and IoT
  • Dashboards
  • Alert Engine