Dansk robotteknologi buldrer frem internationalt
Med Universal Robots som frontløber kan dansk robotteknologi blive det næste store eksporteventyr. Dog kan manglen på kompetent arbejdskraft blive en alvorlig trussel, lyder det fra Dansk Erhverv.
Dansk robotteknologi har potentiale til at blive et nyt eksporteventyr, der ikke bare vil gavne de involverede virksomheder, men hele det danske samfund.
Sådan lyder analysen fra tidligere justitsminister og nuværende administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.
Han peger bl.a. på, at den danske arbejdsstyrke er veluddannet og omstillingsparat – og han peger ikke mindst på de mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der er en del af verdens største robotklynge, Odense Robotics.
Med medlemsvirksomheder som MIR og Universal Robots, hvoraf sidstnævnte på rekordtid blev den globale markedsleder på området for samarbejdende robotter, er det en klynge, der har vist vejen frem.
”Dertil kommer, at danske virksomheder ikke er bange for at tage ny teknologi til sig. Det betyder, at produktion der før foregik i lavlønslande, nu er rentabel at hente hjem. Det styrker kvaliteten i vores produkter og sikrer, at vi er med på den nyeste viden”, lyder det.
Den største udfordring er, at alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse inden for det tekniske område, og at det dermed kan blive svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i fremtiden
Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv
”Men selvom potentialet er enormt, er det ikke alt, der er fryd og gammen,” fortsætter Brian Mikkelsen:
”Den største udfordring er, at alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse inden for det tekniske område, og at det dermed kan blive svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Faktisk har omkring halvdelen af alle danske ledere i dag problemer med at rekruttere medarbejdere med de rette digitale kompetencer.”
Basis for vækst
I Universal Robots, der på bare 14 år har opnået en omsætning på 1,7 mia. kr., er det en pointe, man nikker genkendende til.
Så sent som i juni 2019 udsendte man sammen med 67 andre virksomheder fra robot-, drone- og automationsindustrien en pressemeddelelse med fem anbefalinger til de politikere, der ønsker at udnytte potentialet i robotindustrien.
I pressemeddelelsen vurderer virksomhederne, at antallet af ansatte i branchen frem mod 2025 kan stige fra de nuværende 8.500 til ikke færre end 25.000. Samtidig skitseres en potential årlig indtjening for branchen i 2025 på 52 mia. kr.
Men, det mål kræver bl.a. en bedre tilgang til kvalificeret arbejdskraft, lyder det.

Foto: Universal Robots.
”Det er bestemt en udfordring at tiltrække tilstrækkeligt mange medarbejdere med de rette kompetencer,” siger Jakob Pascual Pape, der er Regional Sales Director EMEA med base på Universal Robots kontor i Barcelona.
Men rekrutteringsproblemet for Universal Robots er trods alt ikke så stort, som det kunne have været, fortsætter han:
”Vi var de første i dansk robotindustri, der slog igennem globalt og dermed blev vi hurtigt meget kendte. Det betød, at rigtig mange – også udlændinge – gerne ville arbejde for os. Det har hjulpet os meget.”
Den største udfordring
Den allerstørste udfordring for Universal Robots har faktisk være en hel anden, fortæller Jakob Pascual Pape. For når man på bare 14 år bliver en global virksomhed, der sidder på mellem 50 – 60 procent af verdensmarkedet for samarbejdende robotter, siger det sig selv, at vejen dertil har været hektisk.
”Det, der har voldt os de største vanskeligheder, har været at udvikle organisationen i samme takt som markedet, har udviklet sig. På det område har vi altid været et par skridt bagefter – simpelthen fordi vi har oplevet en efterspørgsel, der er meget større, end vi havde turdet drømme om.”
Spørger man Jakob Pascual Pape om opskriften på Odense-virksomhedens succes, peger han først og fremmest på enkelhed – eller ”simplicity” som en væsentlig faktor. ”Det går igen mange steder i virksomheden,” siger han:
”Vores forretningsmodel er 100 procent baseret på forhandlersalg, hvilket hurtigt bragte os ud på eksportmarkederne. Dertil kommer, at vi kun har tre robottyper, der er baseret på samme softwareplatform, og som er meget lette at programmere og integrere. Det sidste har åbnet et marked hos SMV´er, hvilket har haft en positiv effekt på efterspørgslen.”

Foto: Universal Robots.
Og selvom rekrutteringssituationen i Danmark måske ikke er den bedste, er der stadig masser af muligheder, siger Jakob Pascual Pape.
”Vi er jo ikke de eneste, der har gjort det indenfor robotindustrien. Se f.eks. på MIR, der laver mobile robotter. De er fulgt direkte i hælene på os med samme opskrift, og har lige så stor succes og mindst lige så stort et potentiale”, lyder det.
I dag er både Universal Robots og MIR opkøbt af amerikanske Teradyne Inc.