Foto: Colourbox

Virksomheder skal tænke bredere end prototypefremstilling

Skal danske SMV’er realisere vækstpotentialet i 3D print, skal de tænke ud over ren prototypefremstilling. Nye forretningsmodeller, bæredygtig fremstilling og produktion on demand, er den oplagte vej frem, lyder det fra Dansk AM Hub.

Omkring en fjerdedel af de danske fremstillingsvirksomheder har taget 3D print – eller Additive Manufacturing (AM), som teknikken også kaldes – til sig.

Ved at integrere 3D print og AM er det muligt at reducere både materiale­forbrug og spild – og samtidig minimere transportbehovet drastisk
Frank Rosengreen Lorenzen, CEO i Dansk AM Hub

Det er rigtig fine tal, som der er grund til at glæde sig over. Men skal 3D print og AM for alvor blive en vækstdriver, skal virksomhederne i langt højere grad tænke teknikken ind i deres forretningsudvikling.

Sådan lyder budskabet fra CEO i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen:

”Danske virksomheder bruger primært teknologien i forbindelse med prototypefremstilling og produktudvikling. Men det rækker ikke, hvis de skal konkurrere med udenlandske virksomheder og have en bid af den store vækstkage, der ligger lige foran dem,” siger han og peger på de forskellige muligheder:

”Væksten ligger ikke i prototyper, men i at se hele viften af muligheder – og ikke mindst handle på dem. Med 3D print og AM kan produktion jo foregå der, hvor produktet skal bruges, og der kan spares masser af materialer og ressourcer ved at producere efter behov i stedet for at være nødt til at producere 10.000 enheder af noget, som man reelt kun skal bruge halvdelen af,” lyder det.

Global konkurrence bør motivere

Ifølge Frank Rosengreen Lorenzen er udenlandske virksomheder for længst begyndt at tage deres forretningsmodeller op til overvejelse og dermed åbne op for en gennemgribende fornyelse af måden, man driver forretning på. Og det skal danske virksomheder – og ikke mindst SMV’erne – tage bestik af, siger han:

”I takt med at konkurrencesituationen bliver mere og mere globaliseret, synes jeg ikke, vi kan tillade os at hvile alt for meget på laurbærrene. Danske virksomheder kan stadig nå at komme med i front, og de undersøgelser, som vi har foretaget sammen med Syddansk Universitet tyder på, at interessen er til stede,” siger han og peger på de konkrete tal.

Undersøgelsen viser bl.a. at de virksomheder, der bruger AM og 3D print på flere områder, også er dem, der er mest innovative. Dertil kommer, at AM og 3D print i 44 procent af virksomhederne har haft direkte indflydelse på både forretningstilgang og forretningsmodel.

”Mange af virksomheder oplever også, at det er blevet nemmere at imødekomme deres kunders behov, og at det på den måde resulterer i et bedre samarbejde,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Et værktøj i klimakampen

Den pointe kan man sagtens skrive under på hos Damvig A/S, der siden 1995 har hjulpet både danske og udenlandske virksomheder med innovativ udvikling ved hjælp af 3D-printede emner.

Men ud over nye forretningsmodeller peger administrerende direktør Susanne Damvig også på hele klimadagsordenen som en oplagt mulighed for øget vækst:

”Traditionel sprøjtestøbe produktion er jo en dyr fornøjelse at starte op, fordi der skal indkøbes eller fremstilles specialværktøjer. Det betyder, at man ofte mødes af krav om minimumsbestillinger på mellem 500 og 1000 emner, og det leder igen ofte til ressourcespild,” siger hun og uddyber:

”Tit laver man jo justeringer af produktet efter noget tid, og hvad skal man så gøre med de resterende emner, man har på lager? Der tilbyder 3D print og AM jo en meget mere bæredygtig tilgang, hvor der kun produceres det, der er behov for. Det synes jeg, virksomhederne i langt højere grad bør markedsføre sig på, samtidig med at de tænker i nye forretningsmodeller.”

Reducerer spild med 90 procent

Frank Rosengreen Lorenzen er enig i, at 3D print og AM kan være et effektivt værktøj i bestræbelserne på at nå regeringens 2030 målsætning om en 70 procents reduktion i CO2-udledningen:

”Ved at integrere 3D print og AM er det muligt at reducere både materialeforbrug og spild – og samtidig minimere transportbehovet drastisk,” siger han og peger på, at det særligt indenfor bygge- og anlægssektoren er muligt at opnå ekstremt store CO2-besparelser:

”Betonproduktion udleder rigtig meget CO2, og derfor handler det selvfølgelig om at bruge så lidt beton, som muligt. Når man 3D printer et helt hus, som man faktisk gør en del steder, reducerer man forbruget med helt op til 90 procent. Det er da et tal, det er værd at tænke over – og meget gerne handle på,” lyder det fra Frank ­Rosengreen Lorenzen.