Damvig A/S solgt til svenske Prototal: Opkøb vil booste udbredelsen af 3D-print i Europa
I trit med at den kunstige intelligens bliver stadig mere avanceret, er det vigtigt for virksomheder at indse, at de ikke kan sætte sig uden for den digitale tranformation. Den vil gøre underværker for deres virksomhed i fremtiden, og sikre konkurrencedygtigheden.
Større kapacitet, bredere produktplatform og en stærkt forbedret service.
Det er nogle af de mange fordele, som Damvig A/S vil kunne tilbyde sine kunder i fremtiden, lyder det fra søskendeparret Susanne og Jesper Damvig, der netop har solgt deres 3d-print virksomhed til svenske Prototal AB.
Om opkøbet siger administrerende direktør Susanne Damvig:
”Vores vision har altid været at udbrede kendskabet til og brugen af 3D-print. Med Prototals opkøb, og med de fordele det giver, bliver det langt lettere for os at nå målet,” siger hun og peger på, at Damvig og Prototal med den bredere pallette og den øgede kapacitet, også vil kunne løse langt flere opgaver inhouse i fremtiden. Af samme grund forventer man yderligere vækst i de kommende år.
Meget tilfredse
Damvig A/S har gennem de 25 år, hvor virksomheden har eksisteret, været vidne til en rivende udvikling både internt og eksternt. Internt i virksomheden har man eksempelvis. udviklet nye applikationsområder og tekniske løsninger, der har udvidet mulighederne inden for additive produktion. Resultatet er en førerposition og et meget stærkt brand inden for 3D-print.
Af samme grund var Damvig A/S særdeles interessant for Sveriges største leverandør af 3D-print, Prototal AB, siger CEO Henrik Lundell:
”Vi er meget tilfredse med købet af Damvig A/S. Det gode samarbejde, vi har haft i årenes løb med Damvig styrkes, og Damvig bliver en naturlig del af vores forretning. Som en del af Prototals nye fokusområde – digital produktion af plastikkomponenter – forstærker købet af Damvig også muligheden for, at vi kan levere høj service til nuværende og kommende kunder gennem øget lokal tilstedeværelse.”
Store ambitioner
Ambitionen fra Prototals side er da også markedsudvidelse, øget innovation og yderligere teknologiinvesteringer, der giver fremstillingsvirksomheder i ind- og udland endnu flere muligheder for at drage fordel af 3D-prints store potentiale, fortsætter Henrik Lundell:
”Overtagelsen af Damvig A/S supplerer vores investeringer i additive produktion i Jönkjöping og Ystad, og købet er både en konsolidering af vores position i Norden samt et springbræt for yderligere investeringer og opkøb særligt i forhold til det centraleuropæiske marked. ”
”Ved at kombinere Damvigs produktionskapacitet med vores, kan vi tilbyde et omfattende sortiment af industrielle 3Dprintere i SLA-, SLS- og MJF-teknologier. Derudover vil vi nu kunne tilbyde vores kunder FDM og polyjetteknik,” lyder det.
3D print i kraftig vækst
Globalt er 3D-print i kraftig vækst – bl.a. grundet de mange fordele, teknikken rummer i forhold til hurtig prototypeudvikling, anderledes materialer og former, samt de unikke muligheder for skalerbar produktion.
Branchens generelle vækst afspejles også i det forhold, at Damvig A/S har en række af Danmarks største virksomheder på kundelisten, ligesom både iværksættere og start-ups har trukket på Damvig A/S’s kompetencer. For Susanne og Jesper Damvig, har de seneste fire år da også budt på en årlig omsætningsfremgang på ikke mindre end 20 procent.