Store konsekvenser ved forkert valg af betalingssystem
Der findes et utal af betalingssystemer på markedet, og valget kan være svært. Vi har snakket med to eksperter udi betalingsløsninger, for at afdække hvad du skal være opmærksom på ved valg af betalingssystem til din virksomhed.

Mathias Gajhede, CEO, Yourpay
Forkert valg af betalingssystemer gør tingene unødigt komplicerede
Valget af et betalingssystem starter med et grundigt kig på din egen forretning. Det er vigtigt at finde ud af, hvor påvirkelig man er likviditetsmæssig.
”Nogle betalingssystemer kan være længe om at sende en betaling gennem systemet, og hvis du har mange regninger med kort betalingsfrist, kan det hurtigt få en negativ påvirkning af din likviditet,” siger Mathias Gajhede, CEO hos Yourpay.
Derfor skal du vide hvordan din forretning hænger sammen med virkemåden af et eventuelt betalingssystem.
”Så start med at sætte dig grundigt ind i de forskellige systemer, og vælg så det der passer bedst til den måde din virksomhed fungerer på,” siger Mathias Gajhede.
Specielt for små nu virksomheder handler alt om likviditet, og her skal det gå hurtigt.
”Så hvis du pludselig ikke kan betale din regning fordi betalingssystemet ikke kan håndtere hurtige udbetalinger, er det et problem,” påpeger Mathias Gajhede.
Han peger også på, at du skal være opmærksom på, hvor godt betalingssystemet er integreret med dit bogførings-/regnskabsprogram, og ikke mindst hvor dygtig du selv er til at lave regnskab og bogføring.
”De fleste kan godt bogføre, men det er ikke deres kernekompetence. Nogle systemer betyder at du efterfølgende skal ind og postere samtlige indbetalinger i din butik manuelt, andre klarer hele opgave. Her spiller prisen naturligvis også ind, og det er vigtigt at overveje den del,” siger Mathias Gajhede.
Det er også vigtigt at du som virksomhed kigger på, om du vil arbejde med standardsystemer, hvor tilpasningsmulighederne er begrænsede, eller om du skal investere i et system du kan udvikle og tilpasse til din virksomhed.
”Endelig skal du beslutte hvor vigtigt integration til din webshop er. Nogle systemer har en meget tæt integration, andre kan stort set ikke integreres til en webshop. Den parameter skal du også have med,” siger Mathias Gajhede.
For slutbrugeren giver de forskellige systemer ikke den store forskel i oplevelsen. Men for virksomheden kan et forkert valgt system betyde at tingene bliver unødigt komplicerede.
”Forbrugerne vil ikke se den store forskel. Alle udbydere af betalingsløsninger arbejder på at gøre tingene så simple som muligt. Men for virksomheden kan der være store forskelle, så vælg rigtigt første gang,” slutter Mathias Gajhede.

Louise Fruelund Hermansen, Industry Practice Lead, Retail hos Columbus
Betalingssystemet kan æde din margin: Vælg rigtigt første gang
”Helt overordnet så skal du starte med at kigge på dine behov. Har du behov for løsninger der kan håndtere både online og instore? Er du en international virksomhed, hvad er dine vækstplaner og så videre. Det hele skal afdækkes, og derefter skal du vurdere, hvilke udbydere du skal kigge nærmere på,” siger Louise Fruelund Hermansen, Industry Practice Lead, Retail hos Columbus.
Et betalingssystem har mange forskellige elementer der skal vurderes. I en fysisk butik kan der være en POS der måske skal have en integration over til en betalingsterminal, og i din online butik bliver du dirigeret over til et betalingssite. Det hele skal betalingsløsningen kunne håndtere, og måske er det billigere at vælge forskellige udbydere.
”Og det er vigtigt at vælge det rigtige system. For der kan være store driftsudgifter forbundet med transaktioner alene,” siger Louise Fruelund Hermansen.
Har du en butik med mange transaktioner af små beløb, så ønsker du en løsning der ikke tager et stort gebyr pr. transaktion men en midnre sats af det samlede salg. Men har du en butik hvor du har få, men store, transaktioner, så vil du heller betale mere for den enkelte transaktion end en stor bid af den enkelte transaktion.
”Du skal altså have styr på, hvor meget dine kunder køber pr. transaktion. Derefter kan du studere betalingsløsningernes prisstruktur og vælge den der er billigst i drift for dig,” siger Louise Fruelund Hermansen.
Derefter skal du vælge om du vil have en betalingsløsning der har integration til dit regnskabssystem eller ej.
”Som udgangspunkt vil vi aldrig anbefale en stand-alone løsning. Både af hensyn til kundetrygheden og ikke mindst til det besvær der efterfølgende kommer i manuelle arbejdsprocesser når der skal konteres, og afstemmes mod indbetalingerne i banken,” siger Louise Fruelund Hermansen.
Endelig skal du tænke over, hvilke betalingsmidler du gerne vil tilbyde i din butik, for du skal helst møde kundens forventninger. Det kan f.eks. være nødvendigt at overveje muligheden for at bruge specielle udenlandske betalingskort, hvis du har mange kunder fra bestemte lande.
”Derudover skal du huske på at vi nu ser løsninger som Apple Pay, Ali Pay, MobilePay og så videre. Hvor ønsker du at møde dine kunder?” spørger Louise Fruelund Hermansen og slutter:
”Konsekvenserne ved et forkert valg kan være, at din betalingsløsninger æder dele af din margin, for høje gebyrer påvirker direkte din bundlinje.”