Stærk ledelse gør en forskel
Hvis du synes, at det er svært at være leder, så er det ikke så sært. Netop nu er ubetinget det sværeste tidspunkt i verdenshistorien at være leder på
I Danmark har vi aldrig været rigere, end vi er i dag. Vores basale behov er dækket til fulde: Vores børn har det godt, vi har penge til huslejen, vi har den rigtige mad på bordet, og forhåbentligt har vi også et godt socialt liv. Vi sidder i toppen af Maslows behovspyramide og har derfor stort fokus på vores selvrealisering og egobehov.
For mange mennesker betyder det, at de sætter store krav til deres arbejdsliv. Det skal være en oplevelse at gå på arbejde. Det skal give mening, og vi skal helst redde verden, samtidig med at vi selv tjener penge og gør en forskel for andre mennesker. Den virkelighed stiller store krav til dig som leder, for du har en central rolle i medarbejdernes plan – det er dig, der skal føre dem til det guddommelige. Skulle de kommende år byde på en økonomisk afmatning, så vil det igen blive lettere at være leder. Når der er lavkonjunktur og finanskrise, er sagen nemlig en helt anden. Så skal man bare give folk deres løn, så er de stort set tilfredse, for så er det deres basale behov, der er i fokus. Mange er glade for bare at have et arbejde og tryghed i ansættelsen. I deciderede krisetider vil medarbejdere kæmpe alt, hvad de har lært, for at beholde deres job.
Du taler selvfølgelig ordentligt til kunderne, når de er der, men du skal også tale ordentligt om dem, når de er gået
Martin Thorborg
Ledelse er supervigtigt i alle dele af samfundet og på alle arbejdspladser. Derfor skal vi investere i ledelse, for meget ofte er det ledelse, der afgør, om ting kører eller ikke kører; om vi går i stå eller fortsætter ud over stepperne i den rigtige retning.
Gratis: Deltag i konkurrencen om Martin Thorborgs nyeste bog her
Det gælder i alle organisationer, hvad enten vi befinder os i det private erhvervsliv, på en offentlig arbejdsplads eller i en frivillig forening. Som leder må man være rollemodel – ganske enkelt. Som leder er du ikke bare en manager, der skal administrere, rose eller skælde ud.
Som leder må du sætte en standard. Skal dine medarbejdere levere en høj standard, så må du gå forrest og være den høje standard. Du taler selvfølgelig ordentligt til kunderne, når de er der, men du skal også tale ordentligt om dem, når de er gået. Står du efterfølgende og siger: ”Hold kæft, en klaphat. At komme her og tro hun kan få pengene tilbage uden kvittering”, så kan du være sikker på, at du er bannerfører for en kultur, hvor medarbejderne til hver en tid sviner kunderne til, så snart de har forladt butikken. Det fostrer negativitet, som giver en dårlig stemning, som igen påvirker salget.
Der står en usynlig kopimaskine på alle arbejdspladser. Det, du siger og gør som leder, bliver kopieret af dine medarbejdere. Vi kan lave nok så mange regler og hænge nok så mange skilte op om, at man skal tale pænt til kunderne – gør du det ikke selv, så bare glem det. Du er rollemodellen, færdig.