Lederen skal være digital ambassadør
En moderne leder skal agere spillende træner på virksomheden og sikre, at medarbejderne får forståelse for mulighederne i den digitale omstilling, mener koncernchef Thomas Honoré fra Columbus. General Manager Helle Valentin fra IBM opfordrer ledere til at blive mere datadrevne i deres beslutningsproces.
Begreber som ”Digitalisering”, ”Digital omstilling” og ”Digital transformation” har længe været på dagsordenen i de danske virksomheder.
Men selvom koncernchef Thomas Honoré fra IT-services- og konsulentvirksomheden Columbus mener, at næsten alle danske virksomheder, også de små og mellemstore, i én eller anden grad har sat kursen mod den digitale tidsalder og forholder sig til digitalisering som et konkurrencevilkår, har mange ledere fortsat vanskeligt ved at finde sig til rette i et stadig mere digitalt forankret arbejdsliv.
Gratis: Deltag i konkurrencen om Martin Thorborgs nyeste bog her
”Digitalisering handler ikke om teknologi, men derimod om at bruge teknologi til at ændre virksomheden, så kunderne og brugerne får en bedre oplevelse. Jeg oplever ikke desto mindre stadig mange teknologiforskrækkede ledere, som fejlagtigt lægger ansvaret for digitaliseringsprocesser over til it-chefen. Ikke for at forklejne it-chefens rolle – den er rigtig vigtig i forhold til at holde styr på maskineriet og processerne i virksomheden. Men når det gælder om at sikre, at kunderne får en bedre oplevelse af virksomhedens produkter eller service, en mere effektiv produktion eller lignende, ligger ansvaret hos ledelsen,” understreger Thomas Honoré. Han betegner lederen som virksomhedens ”digitale ambassadør”.
Man skal som leder sætte sig konkrete mål for, hvad man vil bruge digitaliseringen til i arbejdet med og for kunderne
Thomas Honoré, koncernchef, Columbus
”Lederen skal være en spillende træner og coach, som blandt andet oversætter for medarbejderne, hvordan digitaliseringen påvirker kunderne. For at lederen kan udfylde rollen som digital ambassadør er der især tre ting, lederen skal have fokus på: For det første skal lederen være nysgerrig. Det kan godt være, lederen i sit private liv ikke er specielt nysgerrig på nye digitale og teknologiske muligheder, men nysgerrighed er en nødvendighed for at kunne sætte sig ind i, hvad der er relevant inden for den branche, virksomheden er i,” siger Thomas Honoré.
Det andet fokuspunkt for den digitale leder er personlig handlekraft.
”Man skal som leder sætte sig konkrete mål for, hvad man vil bruge digitaliseringen til i arbejdet med og for kunderne. Og den tredje ting er robusthed. Du får som leder så mange indtryk hele tiden, at det kræver en stor grad af robusthed, hvis man skal være den pæl, som medarbejderne kan læne sig op ad. Det gør samtidig de blødere sider af lederskabet ekstremt vigtigt,” siger Thomas Honoré.
Data er det største våben
Helle Valentin, der er General Manager hos IBM Global Business Services Nordic, opfordrer de ledere, som skal stå i spidsen for en digital transformation, til at blive mere datadrevne i deres beslutningsproces.
En ansvarlig og transparent anvendelse af data kan udnyttes til at skabe tillid hos kunder og forretningspartnere og derved skabe ny økonomisk værdi
Helle Valentin, General Manager, IBM
”I stedet for at være forbeholdne overfor data, skal organisationen betragte sine data som det største våben til at bekæmpe og drive digital disruption. Så lederne skal implementere en kultur, som tror på data. Og det betaler sig, for vi ser, at de virksomheder, som formår at udnytte deres data, slår konkurrenterne på både omsætning, vækst og profit,” siger Helle Valentin.
Hun tilføjer, at selvom data er vigtige, er det tillid, der afgør værdien af data.
”En ansvarlig og transparent anvendelse af data kan udnyttes til at skabe tillid hos kunder og forretningspartnere og derved skabe ny økonomisk værdi. Der er tale om en form for “return on trust”,” siger Helle Valentin.
For at virksomheden bedst kan udnytte de nye, digitale muligheder til at skabe ny værdi, er det ifølge IBM-chefen vigtigt, at organisationen gør sine egne erfaringer.
”Det handler om at identificere, hvorledes man kan udnytte de mange nye muligheder til at modernisere, forbedre eller ultimativt nytænke sin forretningsmodel. Som leder skal man derfor være tæt på projekter, som afdækker mulighederne med de nye teknologier. Her vil organisationens evne til at adoptere de forandringer, som databaseret beslutningstagning medfører, være afgørende. Og det er et krav, at organisationen er tunet til at kunne lave løbende tilpasninger og moderniseringer,” fastslår Helle Valentin.
Og så er det vigtigt at turde eksperimentere, tilføjer Helle Valentin. Tankegangen om at analysere, planlægge og implementere skal suppleres med et lederskab, der også bygger på eksperimenter, for vil man have succes i den 4. industrielle revolution, fordrer det en entreprenøragtig tankegang.