The Womenomics Nordic Business Conference
En McKinsey rapport fra 2018 viser, at kun en ud af syv direktionsmedlemmer i de største danske virksomheder er en kvinde. Kvinder er således en ofte overset, men absolut oplagt, vækstmulighed, og et stigende antal studier peger på, at virksomheder med både kvinder og mænd i topledelsen har en bedre bundlinje. Det understreger vigtigheden af, at alle firmaer involverer sig i debatten for at udnytte denne oplagte vækstmulighed.
The Womenomics Nordic Business Conference, der løber af stablen den 21. maj i Tivolis Koncertsal, sætter for sjette gang fokus på netop disse muligheder. I år er temaerne diversitet, økonomisk vækst og innovation samlet under overskriften ”Accelerate Gender Diversity and Explore Female-Driven Growth Potential”.
Det globale udviklingspotentiale er i fokus, med deltagelse og talere fra hele verden, blandt andre ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og Carsten Borring, AVP hos NASDAQ. Womenomics-konferencen, der er arrangeret af Above and Beyond Group, er den største af sin slags i Norden, med mere end 500 ledere og førende eksperter fra ind- og udland, samt Nordisk Ministerråd.
Der er evidens for at diversitet i en virksomhedsledelse skaber de bedste resultater
Henrik Waitz, Vice President, Corporate Partnerships, Headspring
”Der er evidens for, at diversitet i en virksomhedsledelse skaber de bedste resultater. Set i det lys kan det godt undre, at der i 2019 stadig er en skævvridning af køn i topledelsen af de fleste danske virksomheder. Der er ingen tvivl om, at vi, særligt i Norden, bevæger os i den rigtige retning, men i Headspring – et joint venture af Financial Times og IE Business School, vil vi gerne fremskynde processen med at få flere kvinder i ledelsen. Netop derfor har vi indgået et strategisk samarbejde med Above & Beyond Group, og derfor er vi også sponsor på selve konferencen,” siger Henrik Waitz, Vice President, Corporate Partnerships, Headspring.
Fungerende General Manager An Martel fra Diageo Northern Europe lægger vægt på virksomheders kommercielle værdi ved diversitet: ”For at vi i Diageo kan realisere vores ambitioner og trives som virksomhed, er vi afhængige af at have diversitet og talenter med forskellige baggrunde, evner og kvalifikationer tilknyttet i alle de 180 lande, som vi opererer i. Vi er stolte af de bedrifter, vi har opnået i dag, men vi har bestemt både mål og ambitioner om at gøre endnu mere. Her giver Womenomics-konferencen os en god mulighed for at møde og høre fra andre, og at dele vores erfaringer om hvordan større diversitet kan give en større social, kulturel og kommerciel værdi for vores organisation.”
Også brancher, der traditionelt henvender sig mest til mænd, har fået øjnene op for kvinder som målgruppe: ”I takt med kvindernes stigende økonomiske indflydelse vokser interessen for den kvindelige målgruppe. Det er en kendsgerning, at kvinder har en betydelig indflydelse på familiens valg af bil, og et stigende antal kvinder selv køber bilen og står for hele købsprocessen. BMW arbejder intensivt på to fronter: forskning i kvinders krav til biler og mobilitet samt styrkelse og fastholdelse af kvinder i organisationen. BMW har haft en visionær politik om diversitet i mange år, og det er en integreret del af vores virksomhedskultur. Diversitet er motoren i vores succes, både i dag og i fremtiden, for en mangfoldig arbejdsstyrke er en vigtig drivkraft for innovation,” udtaler Mette Lolholm, Corporate Communications Manager, BMW.
Det er nødvendigt at skabe en inkluderende kultur i virksomhederne for at opnå succes med diversitet
Tine Arentsen Willumsen, CEO i Above & Beyond Group
”Det er nødvendigt at skabe en inkluderende kultur i virksomhederne for at opnå succes med diversitet. Kort fortalt, så handler det om at skabe en kultur, der fastholder forskellige talenter, kompetencer og måder at tænke på. Kønsdiversitet handler om at sikre, at talentfulde kvinder ansættes hele vejen op gennem virksomhedens hierarki, så værdifulde kompetencer, ideer og forskellige synspunkter ikke går tabt,” forklarer Tine Arentsen Willumsen, CEO i Above & Beyond Group, som står bag Womenomics-konferencen, samt er formand for priskomiteen.
Det er derfor vigtigt, at virksomheder involverer sig, og Womenomics-konferencen er en oplagt mulighed for at lade sig inspirere af de internationale eksperter og nordiske virksomhedscases: ”Womenomics er en platform, hvor internationale eksperter og moderne topledere mødes for at blive inspirereret til at udfolde hele det økonomiske potentiale i en virksomhed. Området har fået større global bevågenhed. Derfor håber jeg, at deltagerne, og især de mandlige, går derfra som forandringsagenter, der er villige til at handle og være med til at bane vejen, så vi får skabt reel diversitet,” afrunder CEO Tine Arentsen Willumsen.