Den unge virksomhed ’Åte VR’ er sammen med foreningen MTIC i gang med et pilotprojekt, der i en virtuel verden skal træne plejepersonalet i at kende KOL-patienternes symptomer

Fremtidens efteruddannelse sker i en virtuel virkelighed

VR-briller kan meget vel blive en del af uddannelsen af sundhedspersonale i en nær fremtid. Et prototype-forsøg tyder nemlig på, at metoden er særdeles effektiv.

Hjemmehjælperen står lidt og kigger på borgerens hjem udefra gaden. Hun ved, at borgeren har lungesygdommen KOL. Så går hun ind. Og inde ved borgeren lytter hun til hosten og kigger på læber og ører for at se, om borgeren får ilt nok, mens hun husker på teknikkerne til at få styr på vejrtrækningen, hvis lungesygdommen er særlig slem i dag.

Foto: MTIC – MedTech ­Innovation ­Consortium

Sådan kunne et almindeligt besøg hos en borger med KOL sagtens se ud. Og et nyt projekt har gjort det muligt for det sundhedsfaglige personale at træne besøget i en virtuel verden. Gennem VR-briller kan personalet nu træde ind i en virtuel verden og opleve scenariet, hvor de kan erfare symptomer og øve lindring – uden at skulle tænke på ­virkelighedens konsekvenser, hvis de ­laver fejl.

”Kommunerne har mange akutopkald vedrørende borgere med KOL, men mange gange kan det hjælpe at åbne vinduet eller få borgeren i en mere oprejst stilling, og så gælder det om ikke at gå i panik. Ofte kan de ikke gøre ret meget mere på hospitalet. Men det kan være svært at vise nyt personale eller en ferieafløser, hvordan man observerer symptomerne,” siger Anja Hald, Senior Project Manager i foreningen MTIC, som leder VR-projektet.

Det kan måske lyde unødvendig højteknologisk at undervise i en virtuel verden, når nu bøger har gjort det så godt i mange år. Men faktisk tyder det på, at samfundet kan spare penge ved at efteruddanne på den måde. Pilotprojektet med KOL-patienter tyder nemlig på, at metoden er særdeles effektiv.

Efteruddannelse og ­videreuddannelse ­bliver sværere og sværere, fordi ressourcerne bliver færre. Samtidig udvikler den kliniske virkelighed sig hele tiden, hvormed ny viden om behandling hurtigere skal deles.
Anja Hald, senior Project Manager i foreningen MTIC

”Efteruddannelse og videreuddannelse bliver sværere og sværere, fordi ressourcerne bliver færre. Samtidig udvikler den kliniske virkelighed sig hele tiden, hvormed ny viden om behandling hurtigere skal deles. Så der skal optimeres. Forskningen viser, at helt op til 85 procent af læringsindsatsen på traditionel kursus eller efteruddannelsesforløb er spilt. Det vil sige, at transferværdien – den del af det lærte, som bliver husket og anvendt i dagligdagen – kun er 10-15 ­procent. Og rapporter indikerer, at transferværdien på VR-undervisning kan være mellem 85-90 procent,” siger Anja Hald.

Individualiseret læring

Hvor effektivt VR-uddannelse egentlig er, kræver stadig forskning at fastslå. Mens Anja Hald håber, at pilotprojektet med KOL-patienter kan starte den forskning, så er hun ikke i tvivl om, at den nye teknologi fungerer særligt godt, fordi den rammer følelsescentret i meget høj grad.

”Når du går ind i et virtuelt rum og du kan se nytteværdien, af det du lærer, med det samme, så fungerer undervisningen meget bedre,” siger hun.

Samtidig giver det digitale rum mulighed for at differentiere undervisningen i en særlig grad. Scenarierne kan nemlig både skræddersyes, så indholdet passer til den enkelte afdeling, og så det passer til den måde den enkelte lærer bedst.

”One size doesn’t fit all. VR kan meget hurtigere ændres til forskellige læringsrum, og vi ved jo, at individet lærer på forskellige måder. Her tyder VR på at være en hurtigere knap at skrue på, hvis man vil lave fleksibel efteruddannelse og videreuddannelse,” siger Anja Hald.

Meget mere end uddannelse på sigt

Potentialet i teknologierne ’Virtual Reality’ og ’Augmentet Reality’ rækker dog længere end uddannelse. Det mener Samsung, som er blandt de virksomheder, der i en årrække har haft flere, store VR-projekter med sigte på sundhedssektoren.

MTIC – MedTech ­Innovation ­Consortium

Blandt andet har virksomheden i Sverige været en del af et testprojekt, hvor man gennem virtual reality-brillen kunne opleve, hvordan det er at have ADHD.

”Du bliver bombarderet med sanseindtryk, som giver en stærk oplevelse af, hvad det vil sige, for os der ikke har ADHD. Hvis du får at vide, at dit barn har ADHD, så er det en ny mulighed for at sætte sig ind i, hvad det vil sige – og der kan VR virkelig give nogle helt nye muligheder,” siger Claus Holm, Country Manager for Samsung Electronics DK.

På sigt mener han også, at teknologien kan blive et teknologisk redskab på operationsstuen. Med ’Augmented Reality’ kan der nemlig laves et virtuelt lag ovenpå den virkelighed verden, som kan bruges til at assistere læger.

”Man blander virkeligheden med data. Noget lægen ikke kan se med det blotte øje, kan han gennem AR og kunstig intelligens få forslag til at håndtere. Vi er der på nogle områder, og på andre områder er vi meget tæt på. Og jeg er helt sikker på, at teknologierne får en stor fremtid i sundhedssektoren,” siger Claus Holm.

Tags: ,

Claus Holm,
Country Manager for Samsung Electronics DK

MTIC - MedTech ­Innovation ­Consortium
  • MTIC arbejder på tværs af det private erhvervsliv, vidensinstitutioner, kommuner og hospitaler, og målet er, at det skal kunne betale sig. Det skal give vækst i virksomhederne og gøre gavn for borgere og patienter på hospitaler og i kommuner. På den måde skaber MTIC sammenhæng mellem erhvervsvækst, strategisk viden og forskning, kliniske behov og innovation.
  • Foreningen MedTech Innovation Consortium (MTIC) er dannet af Aarhus Universitet, VIA University College, Region Midtjylland, samt de 16 kommuner: Aarhus, Favrskov, Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Norddjurs, Odder, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Struer, Syddjurs og Viborg.