Tivoli i front med bæredygtighed
Tivoli lærer de besøgende at passe på deres plastickrus, så de kan blive genbrugt. Men det er ikke det eneste sted, hvor forlystelsesparken tænker bæredygtigt.
Hvis man for nogle år siden stod for at rydde op efter Fredagsrock i Tivoli, var der flere timers arbejde med blandt andet at samle plasticølkrus op. I dag ser det helt anderledes ud. Der bliver stadig drukket masser af sodavand og øl til koncerterne, men de musikglade gæster er begyndt at passe på krusene. Tivoli har nemlig fået udviklet særlige plastickrus, -kopper og -bægre, der kan genbruges, og indført et pantsystem, så de ikke bare ender i skraldespanden eller på jorden. I stedet får Tivolis besøgende fem kroner tilbage. Det er godt for miljøet og for ryddeligheden i parken.
”Vi er den første forlystelsespark i verden, der har pant på de krus og bægre, som de besøgende køber deres drikkevarer i og kan tage med rundt,” siger Ellen Dahl fra Tivolis kommunikationsafdeling og fortæller, at krusene vaskes og genbruges næsten fem gange i snit.
Det har mindsket miljøbelastningen og Tivolis indkøb markant, selv om der altid vil være et vist spild. Dels ryger der stadig lidt i skraldespandene, dels er der et uforudset svind:
”Vi har opdaget, at en del tager vores genbrugsbægre med hjem som souvenir. Mange børnefamilier er glade for vores Rasmus Klump-kopper, fordi de kan puttes i opvaskemaskinen og bruges flere gange,” siger Ellen Dahl og fortsætter:
”Det er jo lidt dejligt at tænke på, at der sidder nogle børn derhjemme med gode minder om en tur i Tivoli. Og det gavner miljøet, uanset om koppen bliver genbrugt hos os eller andre steder.”
Tivolis vindmølle
Enhver, der har været i Tivoli efter mørkets frembrud, kender det smukke lyshav, man bevæger sig rundt i. Farverige lys fra forlystelserne og det bløde, varme lys, som stier og mange bygninger er lyst op af. Belysningen er simpelthen en del af oplevelsen.
Men lys kræver strøm. Og mange lys kræver meget strøm. Nærmere betegnet bruger Tivoli lid mere end 10.000 megawatt-timer om året på strøm til lys, forlystelser, restauranter m.m. Dem får Tivoli fra en af de tre kæmpevindmøller ved Avedøreværket.
”Ørsted har tre havvindmøller på Avedøre Holme, den ene kalder vi Tivolis vindmølle, selv om vi naturligvis ikke med sikkerhed ved, at strømmen i stikkontakten til enhver tid kommer fra netop den mølle,” fortæller Ellen Dahl.
”Vi er klimapartner hos Ørsted, fordi vi prioriterer bæredygtighed, og vi har blandt andet et tæt samarbejde om at begrænse elforbruget mest muligt – især ved at udskifte traditionelle pærer med LED-lys,” siger hun.
Og det er ikke en lille opgave. Faktisk er der ikke mindre end 85.000 pærer i Tivoli, og når der for alvor kommer lyskæder frem omkring jul, er der tæt på en million såkaldte lyspunkter i forlystelseshaven.
Men med en målrettet indsats er det lykkedes at mindske strømforbruget målt i forhold til forbruget i 2013, selv om antallet af åbningsdage i den mørke tid er vokset betragteligt, dette ved at udskifte gløde- og halogenpærer til LED-lys samt at optimere på energiforbrug andre steder i Haven.
”I gamle dage var der kun åbent fra første maj til midten af september. Vores seneste udvidelse af de åbne perioder er Vinter i Tivoli med 24 åbningsdage i februar, men sammenholder vi strømforbruget med aktivitetsniveauet, så stiger vores forbrug ikke, faktisk så falder det,” fortæller Ellen Dahl.
Bæredygtig mad
Genbrug og grøn strøm er ikke de eneste områder, hvor Tivoli tænker i bæredygtighed. Grønsagsrestauranten Gemyse har sat en ny standard for gastronomi uden kød, og i det hele taget arbejder Tivoli med bæredygtige måltider, hvor dyrevelfærd og økologi prioriteres. I takt med at Tivoli finder egnede producenter med fokus på dyrevelfærd, udfases konventionelt produceret kød.
På samme måde øges andelen af økologiske råvarer i mad og drikke. I dag har fem spisesteder bronze- eller sølvmærke i økologicertificering. Blandt dem er Hot Dog Corner.
Det lyder næsten fjollet, at det skulle være svært at lave en økologisk fransk hotdog. Men en ting er brødet og kødet, noget andet er, at man også skal have fat i økologisk ketchup og hotdog-dressing i større mængder,”
Ellen Dahl
Et sted er der dog garanti for økologi, understreger hun. Nemlig når man får velskænket fadøl til Fredagsrock – i sit genbrugskrus, naturligvis.