Steffen Blauenfeldt Otkjær, CEO i AKQA Denmark, og formand for IT-Branchens udvalg for den gode brugeroplevelse.

Altid som aldrig før

En gang imellem indtræffer der hændelser, der afgørende ændrer den måde, vi ser os selv og verden på og efterlader en verden, som er gennemgribende forandret. 2. verdenskrig. Ungdomsoprøret. Murens Fald. 9/11. Corona? Not so much.

Er vi da ikke i noget, der ligner undtagelsestilstand? Jo. Talte man om at lukke Storebæltsbroen lige før alle skulle krydse mellem landsdelene for at holde jul med familien? Jada.

Men skete det? Nej. Håber vi stadig, at rejsevejledningen skifter farve? Ja. Kigger vi længselsfuldt op mod himlen, når vi ser de sjældne hvide striber, et passagerfly trækker efter sig, mens det brænder fossile brændstoffer af, og tænker på den dag, hvor vi igen kan tage på shopping i London? Bestemt. Har vi tænkt os at strømme til Roskilde, Langeland og Skanderborg til festivaler til sommer, som vi plejer? Stå tæt sammen med andre og skråle af vores lungers fulde kraft? Ja, hvis det på nogen måde bliver muligt.

For corona har ikke afgørende ændret på de ting, vi gerne vil gøre, og den måde, vi gerne vil være sammen på. Det gælder privat og det gælder i arbejdslivet. Derfor medfører corona ikke et paradigmeskift men måske en paradigmemodning. Ikke en kulturrevolution men måske en lidt accelereret evolution.

Men hvad bliver så anderledes? Hvilke ændringer ville man reelt bemærke, hvis man var rejst til månen i januar 2020 og vendte hjem ved juletid om et år? Her er et par bud:

Vi vil mødes på en anden måde

Den største forandring er helt sikkert den måde, vi mødes på. Nedlukningen har på rekordtid tvunget os til at bruge de redskaber, vi allerede havde til vores rådighed, i et hidtil uset omfang, og vi har også på meget kort tid udviklet en fælles mødekultur med nye skrevne og uskrevne normer for afvikling, deltagelse og samarbejde.

Når vi vender tilbage til en form for normaltilstand en gang i løbet af 2021, vil vi se et fald i antallet af fysiske møder. For vi har lært, at det KAN lade sig gøre, at mødes digitalt, og selvom det fysiske møde stadig vil være at foretrække, har vi nok hævet barren betydeligt for, hvor meget, den fysisk interaktion skal gavne, før man bruger en 12 timers dag og to flyveture mellem København og Berlin for at deltage i et to timers møde. Eller for den sags skyld før man kører halvanden time i kø gennem myldretidstrafik for at mødes om noget, der kan klares på en halv time, hvis man er lidt effektiv og ikke behøver vente på dem, der sad fast.

En markant udvikling men ikke just nogen revolution. Bedstemødre har i 20 år vidst, at man kunne ses digitalt med børnebørn, der bor i USA. Det hedder vidst…”Skype”…eller sådan noget.

Ja, vi arbejder rent faktisk 

For mange arbejdsgivere har den påtvungne brug af hjemmearbejde også været en øjenåbner for, at folk rent faktisk arbejder, når de arbejder hjemme – og ikke bare bruger tiden på at se Netflix og gå til frisør og i fitnesscentret.

Nogle arbejdspladser kunne direkte melde om øget produktivitet og trivsel, når medarbejderne fik fred for de mest uproduktive møder og distraktioner omkring deres skrivebord.

På længere sigt kan det måske føre til et livskvalitetsløft for nogle medarbejdere – og måske også et løft til nogle landområder, når det viser sig, at man faktisk godt kan bo på landet og arbejde i byen uden at skulle spille tre timer på transport hver dag.

Økonomiafdelinger rundt omkring var hurtige til at regne på, hvor mange penge, man nu kunne spare, hvis nu medarbejderne arbejdede hjemme halvdelen af tiden og ikke havde faste skriveborde.
Men her har man måske ikke regnet med den anden effekt, der viste sig efter lidt længere tid – at isolationen hjemme fra den sociale interaktion med kolleger for en anden gruppe af medarbejdere, resulterede i de tre søstre: angst, stress og depression.

Hvis man skal være pessimist, kan man frygte, at det eneste varige resultat af Coronakrisen på arbejdslivet bliver en masse ledige kontorlejemål. Hvis man skal være optimist, kan man håbe en erkendelse af, at både mennesker og arbejdspladser kan have gavn af fleksible rammer og frihed under ansvar. Og at vi bliver bedre til at måle medarbejdere på kvaliteten af deres arbejde, snarere end på hvor mange timer, de tilbringer ved deres skrivebord.

Til møde i underbukser 

Derhjemme er vi måske blevet en anelse mere bevidste om, hvor meget vi viser af os selv digitalt. For vi har nu åbnet et digitalt vindue ind til både vores fysiske hjem, når vi holder møder på Teams og vores digitale liv, når vi deler skærm i et møde.

Efter nogle indledende begynderfejl har vi lært at være opmærksomme på, hvornår den lille grønne lampe øverst på vores laptop er tændt og at vi skal lukke fanerne med Facebook og BT, inden vi går i møde.

Og så takker vi Teams for muligheden for at indsætte et pænt rengjort, smagfuldt møbleret hjem uden vasketøj, der ligger og flyder, som baggrund for vores møde.

Vi stoler igen på eksperterne 

Holdningsmæssigt har coronaepidemien måske også ført til, at tilliden til autoriteter har fået et boost. At se mennesker med titler af professor, Ph.D eller overlæge i nyhederne hver dag har måske – forhåbentlig – understreget forskellen på mennesker, der ved og mennesker, der synes, føler eller tror – dem vi kalder influencere.

Vi har lært, at et Instagramfilter ikke stopper virus, og at vi – kollektivt – er blevet bedre til at gå i rette med synsninger og selvbestaltede coronaeksperter.

Corona har blot skubbet til noget, der allerede var i gang 

Selvsagt har der været en kraftig vækst i onlinehandel og brug af digitale tjenester, men det var en udvikling, der var godt i gang allerede og ikke noget, der har ændret sig meget. På lidt længere sigt vil markedet begynde at udvikle flere og flere tjenester, der understøtter fjernarbejde, digitale konferencer og berøringsfri interfaces.

Og på den måde får sikkerhed selvfølgelig en ekstra dimension. Vi har vænnet os til at tale om virusbeskyttelse i overført betydning – som noget, vi beskyttede os imod ramte vores computer. Nu skal beskyttelse af os selv mod at røre den computer, de andre har rørt ved, i stedet tænkes ind i designet af fysiske grænseflader.

Og så bliver safety selvfølgelig på rekordtid blevet endnu en af de nuancer, som ansvarlige virksomheder får på CSR-paletten. For vi er faktisk blevet gode til at passe på medarbejdere, kolleger og kunder, og håndvask, afspritning og albuehilsen er blevet bemærkelsesværdigt naturligt for os og en del af new normal.

Så måske bliver den mest iøjnefaldende, blivende konsekvens af coronaen – den eneste forskel den tilbagevendte månerejsende ville bemærke til næste jul – at vi om ikke andet alle sammen har fået en betydeligt bedre håndhygiejne.

Tilbage til Digitalisering