Digitale værktøjer stiller krav til omhyggelighed
Den digitale verden rummer mange muligheder for byggebranchen, men det er også en verden, der i høj grad rummer risiko for misforståelser, hvis ikke rammerne for samarbejde på tværs af værdikæden defineres gennem en fælles referenceramme.
Digitaliseringen i byggebranchen handler i høj grad om effektivisering. En effektivisering, der både giver mulighed for bedre byggeri, mere rentabelt byggeri og ikke mindst mere bæredygtigt byggeri. Den helt store udfordring ligger imidlertid i, hvordan man får struktur i den digitale hverdag. Det er nemlig slet ikke så nemt, som man måske kunne tro at få en lang række fagspecifikke værktøjer til at spille sammen.
For selv om tanken naturligvis er, at de digitale værktøjer skal være til gavn hele vejen gennem værdikæden, er der faktisk en ganske stor risiko for, at et byggeprojekt kører af sporet, hvis der ikke er styr på det, man vel kan kalde en fælles, digital referenceramme. Uden at det skal tilskrives hele skylden, kan man blot kaste et blik på den byggeskandale, som opførelsen af Niels Bohr bygningen har udviklet sig til.
Øget risiko for misforståelser
”Tidligere kunne vi bare sidde og tegne løs på papiret, og to streger kunne sagtnes være en væg, men i dag, hvor vi både arbejder digitalt og tredimensionelt, får det vi tegner større betydning. Det er ikke blot nogle streger med angivelse af vægge og døre markeret visuelt. Det, at vi har bevæget os fra 2D til 3D, betyder, at der er blevet tilføjet et informationslag, som andre er afhængige af”. Det siger Mette Kim Hansen, der er arkitekt og projektleder hos Rørbæk og Møller Arkitekter i København.
I princippet kan man sige, der ikke er noget nyt i at skulle forklare næste led i kæden, om f.eks. en dør er en almindelig dør eller en branddør, men der er meget nyt i måden, hvorpå det sker. For selv om de digitale værktøjer er gode og effektive, øges risikoen for misforståelser. Digitaliseringen betyder nemlig samtidig, at workflowet i højere grad bliver automatiseret med mulighed for at fejl frit kan flyde videre til næste led i kæden.
Rammerne skal defineres
”IKT-bekendtgørelserne handler i høj grad om at definere rammerne for samarbejde. Blandt andet fordi, mange elementer i kommunikationsprocessen ikke længere er så håndgribelige som tidligere, hvor vi kommunikerede mere person til person”, siger Mette Kim Hansen videre. Man skal altså være klar over, at der er meget stor forskel på at arbejde analogt og at arbejde digitalt, understreger hun.
Såvel Mette Kim Hansen som bygningskonstruktør hos Rørbæk og Møller Arkitekter, Torben Møller, påpeger endvidere det faktum, at der er forskel i sproget i modeller og i beskrivelser samt tilbudslister. Det betyder, at man jævnligt kan komme ud for, at der reelt sker fejlkommunikation. Det har man også oplevet hos Rørbæk og Møller Arkitekter.
To helt forskellige sprog
”Når du f.eks. tegner og arbejder i 3D modellerne, arbejder du også med et sprog, der er det rene volapyk for mange andre, og det er i hvert fald et sprog, du ikke kan anvende hverken i en beskrivelse eller på en tilbudsliste. Derfor er vi ofte nødt til at træde et skridt tilbage i processen for at få uddybet helt præcist, hvilke bygningsdele, der er tale om”, siger Torben Møller.
Ansvarsfordeling er vigtig
”I sidste ende handler det jo også om ansvarsfordeling, og det er noget, vi arbejder meget med internt i vores organisation. Det er blandt andet sket i samarbejde med 3dbyggeri danmark med henblik på at få Revit til at spille bedst muligt sammen med vores software Glasshouse”, fortæller Torben Møller. Også Mette Kim Hansen glæder sig til den dag, hvor samspillet mellem modeller og beskrivelser bliver bedre.
”Tidligere var det jo ofte sådan, at beskrivelserne blev lagt på meget sent i processen. Det er ikke muligt i den digitale arbejdsproces, hvor vi er mere låst. Derfor er det vigtigt, at vi får synkroniseret lagene i processen lige fra tegning over beskrivelse til tilbudsliste. Det kræver struktur, og det er et område, vi arbejder rigtig meget med lige nu således, at vi kommer til at arbejde ud fra én fælles referenceramme”, slutter Mette Kim Hansen.