Byggeriets Handletank for Bæredygtighed – sammen om en bæredygtig fremtid
I januar 2024 lancerede 80 virksomheder og organisationer via Byggeriets Handletank for Bæredygtighed 33 konkrete anbefalinger, der skal guide byggebranchen mod en mere bæredygtig fremtid.
Det grønne potentiale i byggeriet er enormt, både for virksomhederne selv, for det danske samfund og for klodens generelle velbefindende. Derfor påhviler det bygge- og anlægsbranchen, i særlig grad, at finde en ny vej frem.
Byggeriets Handletank for Bæredygtighed ledes af en styregruppe bestående af 15 CEOs på tværs af byggeriets værdikæde, og understøttes af et sekretariat med seks partnerorganisationer. Mere end 130 fagpersoner fra byggeriets virksomheder deltog i udviklingen af de i alt 33 anbefalinger.
”I Byggeriets Handletank for Bæredygtighed har vi vilje til forandring. Vi har beslutnings- og handlekraft. Og vi tror på samlede, koordinerede indsatser på tværs af branchens værdikæde med virksomhedernes toplederne i front. Det er der kommet en række konkrete, strategiske anbefalinger til branchen ud af, og det er disse handlinger, vi nu skal have ført ud i livet”, siger Jesper Kristian Jacobsen, Adm. Direktør i Aarsleff og formand for Byggeriets Handletank for Bæredygtighed
Anbefalingerne inddeles i tre kerneområder: CO2-reduktion, mere biodiversitet og styrkelse af cirkularitet. Anbefalingerne går videre end de allerede vedtagne politiske målsætninger, og stræber efter en helhedsorienteret bæredygtig fremtid.
I Byggeriets Handletank for Bæredygtighed har vi vilje til forandring. Vi har beslutnings- og handlekraft. Og vi tror på samlede, koordinerede indsatser på tværs af branchens værdikæde med virksomhedernes toplederne i front.
Jesper Kristian Jacobsen, Adm. Direktør Aarsleff og formand for Byggeriets Handletank for Bæredygtighed
Det ambitiøse katalog fra Handletanken rummer anbefalinger til etablering af fælles værktøjer og datastrukturer for bygge- og anlægsdata. Det er nødvendigt med en digital tilgang før de andre anbefalinger kan realiseres. Konkret skal der oprettes en videns- og datahub til indsamling, systematisering og formidling af viden om bæredygtighed i sektoren og værktøjer til kortlægning af biodiversitet både on-site og off-site (både på de områder, hvor vi bygger, og i forhold til værdikædepåvirkning ved materialeproduktion og udvinding af råstoffer).
Formålet med fælles værktøjer og datafundament er at sikre branchens aktører et erfaringsbaseret grundlag, hvorpå man kan træffe informerede beslutninger.
”Branchen skal samarbejde for at udvikle åbne standarder og digitale arbejdsmetoder, der opfylder fremtidens behov, og som skaber et fælles metode- og datafundament. Der er brug for fælles rammer for at kunne arbejde med innovation og sikre, at gode idéer bliver implementeret i praksis, f.eks. ved at afdække risici ved brugen af nye materialer, genbrug og genanvendelse”, siger Ib Enevoldsen, Adm. Direktør Rambøll
Under området for CO2-reduktion ligger anbefalinger for energieffektivisering af den eksisterende bygningsmasse, forenkling af regler samt mindre nedrivning og mere renovering, hvilket også taler ind i kerneområdet for cirkularitet. Desuden skal der etableres en et nationalt laboratorie for byggeriets indsatser vedrørende biodiversitet.
”EU-taksonomien fordrer et øget fokus på biodiversitetskrisen, herunder med det uomgængelige minimumskrav, at alle finansielle investorer fremover skal dokumentere, at de ikke gør nævneværdig skade på biodiversiteten. Det er højaktuelt at lægge en fælles plan for, hvordan vi måler biodiversitet on-site og off-site, samt sikre, at den plan og de tilhørende metoder tages i brug i den brede branche, ” siger Thomas Holluf, Adm. Direktør domea.dk.
Indsatserne planlægges gennemført både individuelt hos byggeriets aktører og i samspil med regeringen og vil styrke branchens konkurrenceevne internationalt. Der er indledt politiske dialoger og udviklingstiltag, som i sidste ende er afgørende for, om bygge- og anlægsbranchens værdikæde sammen får skabt en helhedsorienteret, bæredygtig fremtid.
”Baseret på forventningen om strukturelle, lovgivningsmæssige og markedsmæssige mekanismer samt reguleringer de kommende år, skal vi finde bæredygtige finansierings- og forretningsmodeller, som også adresserer de risici og usikre investeringer, som omstillingen nødvendigvis bringer med sig. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi kan finde en måde at accelerere udviklingen af nye, bæredygtige materialer, teknologier og metoder”, siger Katja Viltoft, Partner i JJW Arkitekter.
Se handletankens samlede handlingsrapport her
Anbefaling #31 OG #32: Metoder til kortlægning af on-site og off-site påvirkning på biodiversitet
Handletanken anbefaler en videreudvikling af ”Den nationale metode til kortlægning af bynatur”, et pionerprojekt startet af ConTech Lab i samarbejde med et bredt udsnit af byggeriets værdikæde for at sikre, at der er et fælles brancheværktøj for både kortlægning af on-site indvirkningen på biodiversitet i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter og på sigt også en off-site metode, der tager højde for hele værdikædens indvirkning på biodiversitet.
Fælles metoder for måling og dokumentation af biodiversitet skal gøre det lettere for branchen at komme i gang og spare de enkelte virksomheder for omkostningerne til at udvikle egne værktøjer og metoder. Det vil løfte branchens arbejde med biodiversitet bredt set.
Det er vigtigt, at branchen fokusere på on-site biodiversitet, men bygge- og anlægsbranchen har også et stort ansvar for at reducere det negative biodiversitetsaftryk ved indkøb af råvarer og materialer (off-site).
Annette Walter, Projektleder i By & Havn og deltager i arbejdsgruppen med fokus på biodiversitet.
”Byggeri spiller en central rolle i verdensøkonomien. World Economic Forum anslår at den globale bygge- og anlægssektor aftager 40 pct. af de globale råmaterialer og er ansvarlig for næsten 30 pct. af det globale tab af truede og næsten truede arter. Det er vigtigt, at branchen fokusere på on-site biodiversitet, men bygge- og anlægsbranchen har også et stort ansvar for at reducere det negative biodiversitetsaftryk ved indkøb af råvarer og materialer (off-site). Derfor har vi i arbejdsgruppen prioriteret de vigtigste handlinger og anbefalinger til at styrke branchens arbejde med biodiversitet, på tværs af hele værdikæden,” siger Annette Walter, Projektleder i By & Havn og deltager i arbejdsgruppen med fokus på biodiversitet.
Anbefaling #25: Cirkulær økonomiprojekt: Etablering af videns- og datahub
Vidensdeling på tværs af byggeriets værdikæde er en forudsætning, når man vil lykkes med at gøre byggeriet mere cirkulært – og hvor økonomiske incitamenter og bæredygtighed går hånd i hånd. Den nuværende mangel på et centraliseret system til at dele og udnytte viden om bæredygtighed betyder, at viden går tabt eller udvikles i siloer.
Det er afgørende, at vi arbejder os hen mod det cirkulære byggeri, hvor økonomiske incitamenter og bæredygtighed går hånd i hånd i hele værdikæden.
Anders Strange Sørensen, Bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen og deltager i arbejdsgruppen med fokus på cirkulær økonomi
Handletanken vil derfor igangsætte en forundersøgelse, der skal afgøre, hvilke data der skal opsamles i det branchefælles datahub, og dels hvordan disse data skal struktureres og deles. Dernæst udarbejdes en business case og en prototype.
”Det er afgørende, at vi arbejder os hen mod det cirkulære byggeri, hvor økonomiske incitamenter og bæredygtighed går hånd i hånd i hele værdikæden. Hos Enemærke & Petersen har vi bidraget til arbejdet i handletanken og vil fortsat bidrage til udviklingen hen mod cirkularitet ved at dele den viden, vi løbende opbygger om cirkulær konstruktion,” siger Anders Strange Sørensen, Bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen og deltager i arbejdsgruppen med fokus på cirkulær økonomi