Sponseret af Miljømærkning Danmark

Landets pensionskasser stiller i stigende grad krav om Svanemærket, når de opfører boliger. På billedet ses The Hill i Hillerød, som var Danmarks første svanemærkede lejeboliger. The Hill er opført af PKA Pension.

Pensionskasser skubber byggebranchen i en mere bæredygtig retning

Når en række af landets største pensionskasser placerer deres kunders pensionsmidler i ejendomme, stiller de i stigende grad krav om Svanemærket. Det gavner både miljøet, byggebranchen og pensionsmedlemmernes afkast.

Nogle af samfundets helt store pengetanke – pensionskasserne – går i disse år forrest og sætter en klar retning, når det kommer til investeringer i bæredygtige boliger.

Som den første pensionskasse valgte PKA allerede i 2016 at opføre svanemærkede boliger, nemlig The Hill i Hillerød. Det skete med afsæt i en dengang ny klimastrategi, som fortsat sætter retningen for PKA:

”Vores medlemmer er ansat i sundhedssektoren, og de kræver, at vi opfører os ansvarligt. Derfor er vi nødt til at sikre, at vores portefølje er samfundsmæssig ansvarlig og bæredygtig – og med Svanemærket viser vi, at PKA er med i front inden for bæredygtighed. Samtidig hjælper det os med at skabe attraktive ejendomme med meget høj beboertilfredshed og med gode afkast til medlemmerne, siger Peter Gravesen, porteføljemanager i PKA.

Vi tror på, at certificeringen med Svanemærket er med til at skabe nogle meget attraktive ejendomme for vores lejere og brugere, der også giver gode afkast til vores kunder
Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme

Svanemærket understøtter både bæredygtighed og gode afkast

AP Pension er gået skridtet videre og har truffet et strategisk valg om kun at opføre svanemærkede boligbyggerier:

”Vi tror på, at certificeringen med Svanemærket er med til at skabe nogle meget attraktive ejendomme for vores lejere og brugere, der også giver gode afkast til vores kunder”, siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme.

Et svanemærket byggeri er bl.a. kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og -logbog samt god kvalitet via gennemgang af uvildig tredjepart. Svanemærkets tilgang fremmer både cirkulær økonomi og reducerer klimabelastningen.

God investering for både klima og kunder

Også PensionDanmark, der er en af landets største ejendomsinvestorer, har taget Svanemærket til sig.

”Vi er netop nu ved at opføre 478 svanemærkede studieboliger i Lyngby – og yderligere to byggerier er under udvikling. Det blev startskuddet til, at vi for nylig indgik en samarbejdsaftale med Scandi Byg, som leverer svanemærkede boliger som standard. Aftalen dokumenterer vores strategiske dedikation til bæredygtigt byggeri som en god investering for både klimaet og vores over 750.000 medlemmer”, fortæller direktør i PensionDanmark Ejendomme, Marius Møller.

Tilsvarende oplever man hos P+, at boligmarkedet i stigende grad bevæger sig mod mere bæredygtige boliger, ligesom man forventer, at pensionskassens svanemærkede boliger bliver en bæredygtig investering.

”De store pensionskasser har enorme muskler – og kan virkelig være med til at skubbe boligmarkedet og byggebranchen i en mere bæredygtig retning. Det er derfor meget positivt for både miljø, klima og mennesker, at flere pensionskasser nu har Svanemærket med i deres strategier, og det er naturligvis glædeligt, at de ikke kun opnår en grønnere bundlinje af det, men også bedre afkast til deres medlemmer og attraktive ejendomme med høj beboertilfredshed.” udtaler Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Hvis du fandt artiklen interessant, så læs også:

 

Tilbage til Bæredygtigt Byggeri Tilbage til Klima